childs
Edit
 
Søren Lauridsen

Søren Lauridsen

Seminarielektor. Cand. pæd. i almen pædagogik. Censor på pædagogiske professionhøjskolero, faglig websiteredaktør og on-lineunderviser på www.professionsviden.dk.

email: sl@professionsviden.dk
http://professionsviden.dk
 

En introducerende artikel i skitseform om Bourdieus teori om sociale praktikker samt Habermas universal pragmatik og deliberale demokratiteori i et sammenlignende konstruktionelt perspektiv med særlig vægt på Bourdieu. Hvordan, hvorfor og hvad er indholdet? Artiklen forsøger teoretisk og med eksempler at redegøre for to svære og helt forskellige forståelser og beskrivelser af det sociale, socialidentitet, socialisering og socialiseringsprocessen. Ikke fuldent eller helt dækkende hertil er deres teoriunivers alt for komplekst. Men en skitsering af grundlæggende forskelligheder med særlig vægt på Bourdieus og Habermas videnskabsteoretiske udgangspunkt og teoretiske begreber. Bourdieus begreb om praktisk sans, habitus, felt, kapital, doxa, illusio, magt og symbolsk vold analyseres og beskrives nærmere og kan læses alene.

Indledning

Bourdieu er ligesom Habermas to af de ”store” tænkere inden for sociologien. Desværre er han også meget vanskelig at forstå og har i sin teorikonstruktion om den sociale praktiks logik et komplekst arsenal af begreber og et sprog, der ofte er meget vanskeligt at tilegne sig. Det er altså ikke helt let at få styr på Bourdieus praktikteori. Bourdieu kræver tid og energi at sætte sig ind i, men til gengæld, er det en helt ny verden, der åbner sig, når begreberne og teorien begynder at give mening og forhåbentlig kan bruges til bedre at forstå og forklare en pædagogisk udfordring og dermed måske også give nye handlemuligheder.

Bourdieus teori om social praktik er velkendt inden for det pædagogisk sociologiske omsråde og bruges derfor ofte til at beskrive socialt betingede forhold i den menneskelige verden. Bourdieu er altså sociolog og ikke psykolog og anvendes bl.a. som teoretisk referenceramme i forhold til forståelsen af begrebet social arv. Dette begreb er imidlertid omstridt og Bourdieu selv ville forholde sig skeptisk, i hvert fald, hvis det opfattes som om social arv er noget skæbnesvangert og forudbestemt – determineret. Der er nærmere tale om chanceulighed.

Socialiseringsbegrebet.

Der er altså tale om at mennesker på en eller anden måde formes af de omgivelser, de befinder sig i. Det er der ikke så meget pædagogisk nyt i, men spørgsmålet er, hvordan det sker. Og her tilbyder Bourdieu en anderledes forståelse af socialisationsbegrebet end Habermas.

En forståelse, som er temmelig kompliceret og vender op og ned på vante forestillinger som vi bl.a. kender fra Habermas kommunikative handlen dvs., at sociale, etiske og moralske handlingsanvisninger er konstitueret i sproget, har sproget som udgangspunkt og slutpunkt og ses som enhed af sprog og handling. Derfor introduceres nu Habermas og bruges metodisk til en sammenlignende analyse for på denne måde at lette forståelsesprocessen af Bourdieu. Men kan springes over. Bourdieu kan læses alene.

1. Habermas teori om sprog, det sociale, fornuft, fornuftig samtale, normer, regler, demokrati og retsstaten.

1.a. Habermas og sprogets iboende muligheder og formål.
Sprog og handling er en enhed og etablerer det sociale. Det sociale er konstitueret i sproget dvs. det er sproget, der etablerer det sociale. Og sprogets indbyggede formål er indbyrdes forståelse mellemalle berørte parter.

Habermas mener nemlig, at når vi siger noget så handler vi samtidig. Hvis en pædagog eksempelvis sprogligt lover børnehavebørn en gåtur, gør pædagogen samtidig noget fordi sproget samtidig forpligter til en handling, nemlig at gå en tur med børnene. Pointen med Habermas er overordnet, at der i sproget er indbygget en fornuft, som er universel og dermed bagvedliggende enhver sproglig ytring og samtale. Der kan med andre ord opstilles en række universelle kriterier for en fornuftig sproglig samtale dvs. en række krav som gælder ethvert sted uafhængig af de konkrete sociale sammenhænge de foregår i.

Derfor er Habermas teori om universelpragmatikken eller den kommunikative handlen også normativ. Den foreskriver noget, som et ”bør” (normativ – foreskrivende) og ikke som et ”er” (deskriptiv – beskrivende). Når mennesker kommunikerer bør det ske som fornuftig samtale fordi der er en række gode argumenter for det, som ingen kan komme uden om. Heller ikke selve argumentationssituationen. Man kan ikke med argumenter afvise argumenter. Det er grundlæggende ulogisk og ville føre til det som Habermas kalder en selvmodsigende udførende handling. Teorien om den kommunikative handlen og den fornuftige samtale er udformet og kan forstås som en lang og kompliceret argumentationsproces med det formål at overvise med argumenter om dens universelle gyldighed.
*
1.b.* Den fornuftige samtale er universel.
En fornuftig samtale har således samme grundlæggende forudsætninger og stiller de samme krav til enhver der indgår i samtalen uanset om den foregår på månen, i børnehaven eller på Antarktis. Og uanset hvem der deltager i samtalen. Det betyder, at alle mennesker på hele jorden er underlagt den herredømmefri fornuftige samtales iboende krav.

Det første og helt grundlæggende universelle udgangspunkt er selve sprogets iboende formål om indbyrdes forståelse mellem alle berørte parter med fravær af enhver form for magt – ellers ville der ikke være en grund til at åbne munden. Hvis sprogets formål ikke er indbyrdes forståelse mellem alle berørte parter med fravær af enhver form for magt, bryder Habermas teori om den kommunikative handlen og fornuftige samtale sammen. Den bliver ligegyldig.

Herudover er der yderligere tre mere praktisk formelle krav, der altid skal være opfyldt for at en samtale, kan siges at være fornuftig og herredømmefri. Det subjektive perspektiv: At tale ærligt og vederhæftigt eller sandfærdigt dvs. ingen i samtalen må lyve 2). Det objektive perspektiv: Der foreligger en sag, som alle er enige om eksisterer reelt dvs. er faktisk forekommende (sandhed) 3). Det intersubjektive perspektiv: Rigtighed i betydningen, det er moralsk/etisk forsvarligt at gennemføre.

Hertil kommer et metodekrav om, at opstår der uenighed i samtalen, er det det bedste argument, der overbeviser tvingende, men tvangsløst – vi indser det fordi, der er gode argumenter for det. Uenigheden afklares i det Habermas kalder en diskurs dvs. en samtale som med argumenter og logisk analyse retter sig mod enighed blandt de berørte parter uanset social status, psykisk tilstand eller andet, der kunne eksludere deltagerene. Det er kun argumenter, der tæller og de må kunne fremføres magtfrit. Fornuftens kvalitet er derfor bundet til i hvor grad en sproglig ytring fra deltagerne tåler kritik. I eksemplet med børnehaveturen tæller børnenes argumenter derfor ligeså meget som pædagogens.

1.b. Universalpragmatikken er form og ikke indhold.
Universalpragmatikken, er som jeg har forsøgt at vise form og ikke indhold. Ligesom en trekant kan se ud på uendelig mange måder (indholdet), er det dog altid en trekant (formen). Universalpragmatikken er i eksemplet formen trekant. En trekant bestemmes universelt som en geometrisk figur med tre kanter og tre vinkler. Universalpragmatikken kan bestemmes som universale kriterier for en fornuftig samtale. Derfor giver universalpragmatikken uendelig mange mulige måder at være indhold på. Ligesom trekanten kan være trekant på uendelig mange måder blot det opfylder kriterierne for at være er en trekant. Styrken ved universalitet er derfor muligheden for et uendeligt antal udfyldende fortolkninger af det, som skal være indhold. Prisen er, at universalpragmatikken bliver meget abstrakt og fjern fra den konkrete virkelighed. Og det er Habermas klar over.

1.c. Foreløbig analyse af gåturen med børnehavebørene ud fra Habermas universelle kriterier for den herredømmefri samtale
I forhold til eksemplet med børnehaveturen siger Habermas teori således følgende:

Krav 1:Subjektiv ærlighed: Ingen af børnehavebørnene eller pædagogen må lyve eller tale usandt om det, de siger om børnehaveturen.
Krav 2: Objektiv sandhed: Børnene og pædagogen er enige om at gåturen faktisk er en reelt objektivt forekommende mulighed for en aktivitet.
Krav 3: Intersubjektiv rigtighed: Der er enighed om, at det er moralsk rigtigt i betydningen godt at gennemføre turen.
Krav 4. Metodekravet: Uenighed om de tre krav overvindes i form af ”det bedste argument overbeviser tvingende tvangsløst”

1.c. Men gyldighedskravene er teoretiske og kontrafaktiske.
Habermas 3 gyldighedskrav er imidlertid teoretiske og kontrafaktisk dvs. de er gældende, selv om det i praksis er umuligt at gennemføre. I eksemplet med gåturen med de dejlige børnehavebørn kunne man fristes til at bruge Habermas fornuftige magtfri samtale konkret og praktisk, som jeg hidtil har gjort! Det er imidlertid at overbelaste Habermas fordi teorien er en ”ren” teori og ikke en teori om praksis eller for praksis. Habermas teori er abstrakt og uafhængig af enhver konkret faktisk social sammenhæng (kontekstfri) eller kunne den ikke være universel.. Dog mener Habermas at universalpraktikken kan være en rettesnor, et navigationspunkt eller referenceramme for praktiske sociale begivenheder, men aldrig give anledning til et substantielt og endegyldigt indholdssvar.

Hvorfor gælder Habermas fornuftige samtale så ikke i forhold til gåturen? Der er jo en sag nemlig selve gåturen (sandhedskriteriet – det objektive)), alle har været ærlige (ærlighedskriteriet: Du må ikke lyve – det subjektive) og har ikke en skjult dagorden for turen med henblik på egennytte og personlige fordele (fravær af herredømme og magt), og der er enighed om det er moralsk/etisk rigtigt i at gennemføre turen (kriteriet for rigtighed – det intersubjektive kriterium).

Problemet er nu, at alle BERØRTE parter principielt har ret til at udtale sig om gåturen i forhold til kriterierne for den fornuftige samtale. Men hvem er så de berørte parter? Er det mor og far, farmor, statsministeren eller USA`s præsident? De berørte parter er på denne måde alle mennesker på hele jorden. Habermas universalpragmatik er netop en teori om sproget som noget universelt dvs. er uafhængigt af de mennesker, der bruger det og kaldes derfor udover universalpragmatikken også formalpragmatikken.

1.d. Universalpragmatikkens begrænsninger.
Habermas har derfor i sine senere værker udviklet og skitseret en teori, hvor sproget og universalpragmatikken alligevel indgår mere konkret, praktisk og anvendelsesorienteret. Det drejer sig om udarbejdelse af teorien om deliberalt demokratiet og den demokratiske retsstat, herunder særligt betydningen af magtens funktion og betydning.

Habermas er således enig i, at universalpragmatikken ikke er tilstrækkelig. Vi har jo konkret brug for rummelige retfærdige moralske og retslige regler, love og normer til at regulere samværet mellem mennesker i dagligdagen. De er bare ikke endegyldige og for evigt gældende. De kan laves om, hvis der opstår uenighed om dem. Men det bør ske på en særlig måde. Derfor bliver Habermas magtforståelse central.

1.e. Habermas magtforståelse.
Habermas opererer med to former for magt. Den direkte magt dvs. trusler (bøde, fængsel, tvangsarbejde, korporlig afstraffelse, afvisninger, mobning, udelukkelse eller eksklusion) eller den indirekte magtudøvelse som skjulte handlinger for denne måde at forsøge at forandre mennesker uden de opdager det eller kan undgå det (fordrejninger af virkeligheden).

Den indirekte magt foregår ”bag om ryggen”. Men strategi, manipulation og indirekte magt er sproglige fordrejninger og forvrængninger fordi forudsætningen for at forholde sig strategisk, er, at man først må kende og FORSTÅ den eller det, som man ønsker ændre. Manipulation er misbrug af empati. Pointen er altså, at forståelse kommer før strategi. Bourdieu har, som vi skal se senere den modsatte forståelse. Strategi før sprog og tale.

1.d. Den positive magt, retsstaten og retsregler.
Nu er det imidlertid, ikke sådan, at magt ikke findes og har en god funktion i Habermas teoriunivers. Magt er ifølge Habermas godt fordi det tvinger til handling uden diskussion. Det er derfor vi har systemer og retsregler, men de skal være funderet i den fornuftige samtales universelle krav, hvilket i demokratisk henseende er muligheden for en åben og fri offentlig debat.

Hele retsstaten er jo kun opbygget demokratisk og retfærdigt, hvis alle love og regler er udarbejdet demokratisk dvs. efter et demokratiprincip som selv er demokratisk. Derfor har Habermas også udformet og formuleret et demokratiprincip der lyder således: "Kun de love kan hævdes at være legitime (retfærdiggjort – min oversættelse), som kan vinde tilslutning fra alle borgere i en diskursiv (fornuftig samtale – min oversættelse) lovgivningsproces, der selv er retligt konstitueret (både loven i sig selv og den måde loven er etableret på forudsætter enighed mellem borgerne – min oversættelse)

Det er altså både måden retsregler bliver til på og selve retsindholdet, der er pointen i demokratiprincippet. Begge dele skal være grundlagt ud fra fornuftig samtale mellem alle borgerne og sikret retsligt.

Afslutning af Habermas.

Hele pointen med denne lange gennemgang af Habermas er for overordnet at konkludere, at socialisationsprocessen og det socialiserede menneske i følge Habermas dvs. det der gør, at vi mennesker overholder, orienterer os i verden, finder mening og retter os efter moral, normer, retsregler og love, der regulerer menneskeligt samvær moralsk, etisk og juridisk dvs. SOCIALT er etableret og sker via sproget og den fornuftige samtale.

I universalpragmatikken og den fornuftige samtale er sproget indbygget, som en kognitiv bagvedliggende (transcendent) fornuftsevne, der gælder overalt på jorden og dermed i enhver social sammenhæng. Det sociale menneske socialiseres via sproget som en intellektuel kognitiv kommunikativ fornuftsevne i aktion.

Et forsøg på at bruge Habermas, som teoretisk referenceramme ud fra bl.a. universalpragmatikken i almen didaktisk sammenhæng er udarbejdet af Lotte Rahbek Schou.

Tilbage til Bourdieus konstruktion af en teori om praktik.
1. Bourdieus videnskabsteoretiske udgangspunkt.
Bourdieu forstår det sociale og social identitet som en social konstruktion dvs. noget som ikke er fastlagt på forhånd eller er naturforekommende, men afhænger af de subjektive opfattelser, som vi tilskriver de livsbetingelser, de optræder i. Virkeligheden er til stede uafhængig af individets bevidsthed, men det vigtige er, hvordan denne virkelighed subjektivt opfattes og konstrueres.

Virkeligheden er ifølge Bourdieu derfor objektiv faktisk forekommende (ontologisk udgangspunkt), men forstås subjektivt af de involverede på en særlig måde (epistemologisk udgangspunkt). Der er derfor tale om et særligt gensidigheds forhold. Og forudsætningen og begrebet for dette gensidigheds forhold er den praktiske sans.

Det, der skaber en særlig relation af objektive livsbetingelser og det subjektive på en særlig måde, er derfor den praktiske sans. Det subjektive er i det objektive og det objektive er i det subjektive på en gang a priori dvs. på forhånd.

Bourdieus teori om det objektive, altså det faktisk forekommende, er på denne måde en metateori om det objektive dvs. en teori om en objektivteori, som altså er anderledes end den gængse opfattelse, som den f.eks. findes i strukturalisme. Også forståelsen af det subjektive i forhold til den måde mening kan forstås på er en subjektiv metateori fordi den er anderledes end fænomelogi og eksistentialismen. Bourdieus praktikteori forsøger dermed at bygge bro mellem det objektive og det subjektive på en ny og særlig måde og har derfor også en helt anderledes forståelse af strukturbegrebet.

2. Bourdieu og opgøret med traditionel strukturalisme.

Der er således ikke tale om traditionel strukturalisme: At et på forhånd fastlagt og identificeret objektivt mønster eller partitur (struktur) gennemleves ligesom et musikstykke gennem noderne på partituret eller som en strukturel fastlagt overindividuel kollektiv bevidsthed af fælles normer (Durkheim). Hos Bourdieu er der tale om strukturerende strukturer (konstruktion af struktur), der således selv, nødvendigvis og logisk, må strukturerer i overensstemmelse med de strukturende strukturer og dermed befæster strukturen (reproduktion af struktur). Bourdieu er derfor snarere generativ eller konstruktivistisk strukturalist (Wilken.S.26). Der findes altså strukturer i de objektive faktisk forekommende sociale livsbetingelser, men disse strukturer tilegnes subjektivt dvs. meningsfyldt og meningsorienterende. Og det som muliggør denne socialisationsproces er den praktiske sans. Den praktiske sans er Bourdieus grundbegreb i en teoretisk formulering om praksis – praksisteorien.. Hvis begrebet om den praktiske sans ikke findes, bryder Bourdieus teori om det sociale, forstået som en konkret socialpraksis derfor sammen.

2. Den praktiske sans som begreb og fornuftens lokalisering.

Det vigtigste i Bourdieus sociologiske teori forstået som en teori om praksis, er den praktiske sans. Den praktiske sans tænker, handler og føler praktisk. Den praktiske sans er derfor et helt centralt træk ved Bourdieus teori om det sociale og er det begreb, der søger at begribe forholdet mellem det objektive og subjektive.

Det betyder ud fra en analyse af fornuften, at fornuften er til stede som praktisk fornuft iboende den praktiske sans. Fornuften er altid iboende den praktiske sans, som en relativ og ikke universel fornuft (Habermas). Der findes ikke nogen universel bagvedliggende fornuft, der styrer den praktiske sans. Fornuften er iboende den praktiske sans og bundet til den konkrete faktiske sociale sammenhæng og er både objekt og subjekt på en gang. Der findes ikke et ”rent” subjekt eller ”rent” objekt. Subjekt og objekt kan ikke adskilles.

Det er derfor, ud fra en begrebsanalyse af den praktiske sans, at Bourdieu teoretisk rekonstruerer den sociale praksis og sociale praktikker og udvikler begreberne felt, habitus, kapital, illusio, doxa og magt. Disse begreber anvendes endvidere til at forklare social produktion og social reproduktion og symbolsk vold (herom senere).

3. Social handling, sprog og strategi.

Bourdieu mener, at social handling altid kommer før sprog. Og enhver social handling og aktørs formål er strategisk dvs. aktivt og dynamisk forfølger egne interesser, drømme, værdier og lyster for på denne måde at opnå størst mulig fordel, dominans og magt i de konkrete faktiske omgivelser og livsbetingelser, den sociale handling optræder i. Social handling er kamp, og kampen føres med våben.

Sproget er derfor et strategisk middel (magtmiddel) til noget andet og ikke noget i sig selv (Habermas). Sprog er middel til opnåelse af egne fordele og dens strategiske dominanskraft afhænger af den betydning, det tillægges i de sociale kontekster, sproget optræder i.

I eksemplet med gåturen (tale)handler børnene og pædagogen ikke for at opnå indbyrdes forståelse via sproget af det gode ved gåturen (Habermas perspektiv), men for at maksimere egne fordele dvs. forfølge egne interesser og lyster (sproget som et strategisk middel). Det er altså på et videnskabsteoretisk niveau helt fundamentalt forskel på Habermas og Bourdieu forståelse af sprogets grundlag, formål og betydning. Men derfor kan gåturen jo være god alligevel.

Og som artiklen her også forsøger at vise, er det ud fra Bourdieus praktikteori helt og fuldt ud rationelt og fornuftigt, det som pædagogen og børnene gør. Og det er det fordi de er socialiseret til det gennem konkret praksis. Og denne socialiseringsproces forløber og foregår ifølge Bourdieu på en fundamental og helt anderledes måde end hos Habermas.

Overordnet forsøger Bourdieu altså også at forklare, hvordan mennesker bliver til det, som de er. Og for at få styr på hvad, det er som Bourdieu har fundet ud af og hvordan socialiseringsprocessen forløber og kan beskrives, er det nødvendigt at introducere en række nye begreber.

4. Nyt praksiseksempel.

Og for yderligere at konkretisere, hvad det er, som er på spil udover eksemplet med børnehavebørnene, stilles nu spørgsmålet, der har vidtrækkende konsekvenser for skoleelever og børnehavebørn:

”Hvordan kan det være, at der er børn, der klarer sig bedre i skolen og i børnehaven end andre børn? Hvordan kan vi forklare det ud fra et socialt perspektiv dvs. ud fra de faktiske sociale livsbetingelser og livsvilkår som børnene kommer fra og dels de faktiske sociale betingelser og vilkår som hersker i skole og børnehave?”

Logisk set må der jo være noget som gør, at nogle børn klarer bedre end andre, når ikke alle børn klarer sig lige godt set i forhold til at få en god attraktiv uddannelse, der giver et særligt efterstræbelsesværdigt livsforløb, anerkendelse og status.

Spørgsmålet er derfor, hvordan vi kan analytisk og teoretisk kan forstå, hvordan det går til, at børn kommer i børnehave og skole med så forskellige identitet og handlemulighedsbetingelser?

Bourdieu vil vise, at det på en gang både er vilkårligt og tilfældigt og ikke vilkårligt og ikke tilfældigt. At det sker igennem den praksis som forskellige livsbetingelser dels giver anledning til, men som på den anden side kunne være anderledes, hvis livsbetingelserne var nogle andre (det tilfældige – arbitrære perspektiv) og dels at det ikke er vilkårligt og tilfældigt, at netop bestemte livsbetingelser sandsynliggør bestemte sociale identiteter og handlemønstre.

5. Hvordan kan begrebet socialisation forstås?

Socialisation er ud fra Bourdieu en proces, der aktivt og dynamisk sørger for, at vi dels bliver en del af et afgrænset socialt fælleskab og dels opretholder selvsamme afgrænsede sociale fælleskab. Den foregår således ved, at et objektivt dvs. reelt eksisterende afgrænset socialt rums handlingsmuligheder indprentes, inkorporeres, påføres eller indpodes i mennesket, som en subjektiv meningsorienterings eller handlehåndteringsproces med det strategiske formål at optimere fordele, indflydelse, dominans og magt. Og den instans, der sørger for dette er den praktiske sans. Det drejer sig ikke om at erkende og tilegne sig principperne i den fornuftige samtale ud fra en normativ universel sprogteori som hos Habermas via en fornuft, der så at sige virker uafhængig af de sociale vilkår og omstændigheder. Socialisationsbegrebet hos Bourdieu er knyttet til den reelt faktisk forekommende sociale praksis og praktik

7. Sociale fælleskaber og begrebet felt.

7a. Felter er afgrænsede sociale fællesskaber.

Bourdieu kalder afgrænsede sociale fællesskaber for felter. Bourdieu definerer således et felt som et afgrænset socialt fælleskab dvs. med en række særlige afgrænsede livsbetingelser og dermed livsudfoldelsesmuligheder.

I et felt eksisterer der, for det første en række iagttagelige faktisk forekommende relationer – de objektive relationer. For det andet, eksisterer der forskellige positioner eller forskelle mellem de mennesker, der optræder i feltet af objektive relationer. Det der adskiller eller gør forskellen mellem mennesker i et felt af objektive relationer dvs. den sociale position, kan betegnes og forstås som statusforskelle. Statusforskelle betyder at nogle mennesker har en højere social position (status) inden for feltet af objektive relationer end andre.

Man opnår derfor status, får et godt ry, og høj anerkendelse, hvis man er i stand til at honorere de krav feltet stiller på den rigtige og bedst mulige måde. Eksempler på felter er bl.a., det pædagogiske felt, uddannelsesfeltet, det økonomiske felt, arbejdsfeltet, juridiske felt, militærfeltet, familiefeltet etc.

7 b. Pædagogiske organisationer er også et felt

Børnehaver eller skoler eller anden form for pædagogisk institution og generelt organisationer, kan endvidere også forstås som et felt dvs. som et afgrænset socialt rum, hvori der eksisterer objektive relationer og positioneringer.

I skolefeltet f.eks. er relationen mellem lærer og barn objektivt iagttagelig, den findes konkret og faktisk, men den sociale position i feltet er forskellig. Læreren antages at have større status i kraft af sin viden og uddannelse, sin løn og sine kollegers solidaritet m.v. i forhold til eleven, der har til opgave at honorere de krav skolen og læreren dels stiller generelt og dels særligt i undervisningen og den måde undervisningen foregår på. Ellers vil skoleeleven blive marginaliseret og i værste fald blive ekskluderet og adgangen til et videre forløb i uddannelsessystemet begrænses betydeligt.

En børnehave er også et felt fordi der eksisterer objektive relationer og sociale positioner mellem f.eks. pædagog og børn og mellem børnene indbyrdes.

8. Kropsliggørelse og Habitus.

At noget kropsliggøres i form af habitus og hvordan Bourdieu forstår det kropslige og kroppen og habitus, er noget kompliceret. Men indledningsvist er habitus en fortløbende kropsliggørelse af den praktiske sans. Habitus genereres i socialiseringsprocessen fordi socialisationsprocessen giver sig udtryk i, at en bestemt smag, vane, værdi, handling, følelse eller tænkning eller opfattelse af etnicitet, køn, klasse, pædagogisk teori m.v. har sat sig i kroppen som et reservoir af praktisk erfaring. Denne er faring er endvidere historisk betinget og kan forstås som en række handlingssekvenser, der ikke er formet af og efter ekspliciterede regler, men ud fra praktisk meningsorientering.

Kropsliggørelsen er således en socialisationsproces, der sker over tid. Det er ikke en automatiseringsproces, der sker mekanisk, eller som læring ud fra ”det der virker eller ikke virker”. Ej heller som en intellektuel beslutning, som en før handlen. Når man gør noget, er det fordi man har en egen fornemmelse af, at det er rigtigt fordi man er blevet påført det igennem det konkret levede liv dvs. af de objektive sociale betingelser, som man er født ind i, men det sker som sagt subjektivt, aktivt og menings og formålsorienteret. Den praktiske sans forener dermed det subjektive og objektive og erfaringen med dette kropsliggøres. Populært formuleret er habitus det, som ”sidder på rygmarven”.

9. Habitus er et socialt begreb og fungerer meningssøgende og udtrykkes af kroppen.

Denne kropsliggørelse forstået som en socialiseringsproces skaber således fortløbende habitus. Habitus er det, som er indbygget i socialisationsprocessen. Habitus er en del af socialisationen, er social, men ikke som et produkt, der bare flyder med strømmen i floden som et stykke træ uden egen retning eller som en automatiseringsproces, men som en aktiv del af den praktiske sans dvs. orienterer sig fortolkende og strategisk ud fra de faktiske betingelser, som der nu engang foreligger.

Habitus er derfor aktiv orientering ikke et beredskab til noget. Habitus er ikke dannet eller opstået ved at følge regler som en fastlagt struktur, erkendt før den praktiske sans. Regler og teorier om reglers og normers tilblivelser, formulering af værdier, det gode liv er en sproglig efterrationaliseringsproces, der på denne måde kommer efter den praktiske sans umiddelbart levede erfaringer

Det betyder dog ikke at mennesker eller sociale aktører, som Bourdieu kalder det, ikke kan opstille teorier og systematiske logisk begrebsforståelser og reflektere over sig selv eller den omverden, de er en del af. Det betyder blot, at det ikke er det, som grundlæggende etablerer og skaber habitus. Det er og bliver den praktiske sans. Det er den praktiske sans, der bestemmer og udgør grundlaget for dels hvilken refleksion og selvreflektion og brug af logiske begrebsforståelser samt hvilke teorier, der er mulige og dels hvilket abstraktionsniveau, de kan forgå på. Det er ikke omvendt.

Habitus er derfor en social kvalitet, har bestemte egenskaber formet af de felter, som det er genereret i. Det at have en Habitus betyder, at aktøren er opbygget og indrettet på at handle, tænke og føle i overensstemmelse med denne Habitus. Derfor er habitus også disposition. Det at være disponeret til noget, at have naturlig trang og fornemmelse for noget f.eks. at være god til at læse svære bøger, at få en god uddannelse, en tryg familie, gode venner, opføre sig afvigende, få en psykisk sygdom, blive misbruger eller kriminel er ikke noget biologisk eller på forhånd fastlagt, men udspringer af de bagvedliggende faktorer, nemlig det sociale dvs. de livsbetingeler, som det sociale er konstrueret ud fra.

Habitus er vores krop, der handler. Vores krop signalerer bestemte træk og egenskaber. Habitus kan derfor iagttages som måden, vi går på, måden vi taler på, de aviser og bøger vi læser, den musik vi lytter til, vores politiske overbevisning, vores syn på børneopdragelse, uddannelse, vores handlinger, følelser og tænkning, arbejde og køn etc.

10. Kapital og kapitalformer.

10 a. Kapital.

Bourdieu opererer med fire teoretisk konstruerede kapitalformer eller aktørressourcer. Kapitalformerne bruges af aktøren eller de sociale agenter til at få adgang til positionering og position i et felt med henblik på at opnå status, anerkendelse og et godt ry. Kapitaler bruges derfor til at dominere med. Og dem med meget kapital dominerer dem med mindre eller ingen kapital i de felter, hvor kapitalerne værdsættes.

Eller formuleret anderledes: Meget kapital i felt giver aktøren høj social position. Lav kapital giver aktøren lav social position. Ingen værdsat kapital udelukker på forhånd aktøren fra feltet. Kapitaler giver således mulighed for at sætte en dagorden i et felt og få det, som er noget værd i feltet dvs. giver status, anerkendelse og en høj, lav eller ingen socialposition.

10 b. Der findes fire kapitalformer. Økonomisk, kulturel, social og symbolsk kapital.

1. Økonomisk kapital.
Økonomisk kapital omfatter materiel rigdom i form af værdipapirer (aktier og obligationer etc.), ejendomme, erhvervsvirksomheder, jord og skøder. Disse værdier kan nemlig relativt let omsættes til penge, som aktøren på ny kan investere med. Økonomisk kapital er derfor overordnet set finansielle midler, der giver adgang til økonomiske felter dvs. felter, hvor penge er efterstræbelsesværdigt og giver status. Det økonomiske felt er derfor både en kamp om penge og en kamp, hvor våbnet er penge. Og har aktøren penge at investere med i det økonomiske felt, kan aktøren via positionering sikre sig en høj socialposition i feltet.

1a. Position, positionering og magt.
Positionering er den magtproces, der gør det muligt at få, sikre og befæste en høj social position i felt. Og en høj social position i et felt, er den forskel i feltet af positioner som positioneringen giver anledning til. Er aktøren derfor god til at positionere sig, dvs. investere sin kapital strategisk og effektivt, opnås den bedste og mest magtfulde sociale position. Position og positionering er to sider af den samme mønt, hvor mønten er magt og dominans. Position, positionering og magt er derfor en sammenhængende størrelse.

2. Kulturel kapital.
Kulturel kapital er mere komplekst og findes i tre former:
Kropslig form.
Objektiveret form.
Institutionaliseret form.
2a Kropslig form

Kulturel kapital er inkorporeret i kroppen, som en del af habitus, erhvervet gennem socialiseringsprocessen. Den er derfor mere eller mindre skjult for agenten.

At have kulturel kapital i kropslig form betyder derfor dels at have sans dvs. fornemmelse for bestemte værdier og goder og dels evnen til at udtrykke denne sans kropsligt, mentalt og socialt” (Wilken.s.59). Kropsligt forankret kulturel kapital fungerer mere skjult og er derfor også mere virksomt. Den er mangfoldig og henviser til internaliserede sociale mentale dispositioner fra først og fremmest familiefeltet og drejer sig om manerer, adfærd, opførsel, sprogbrug og mere generelt til smag for alt fra underholdning, kunst, julemad, politiske holdninger, beklædningsgenstande, bilmærker, beboelser etc.

2b. Den objektiverede form for kulturel kapital drejer sig om agenternes materielle, kulturelle genstande, eller have viden om dem. Objektiveret kapital er således mere synligt end den kropslige kulturelle kapital. Den henviser til ejerskab eller viden om kunstmalerier, bilmærker, musiksamlinger, litteratur, lystbåde, bygninger etc. Det vigtige er imidlertid, at aktøren dels forstår dem og dels bruger dem rigtigt. Det ikke nok at have ejerskab af en dyr bil, fint hus eller en anerkendt samling litterære værker. Det vigtigste er forstå betydningen af dem og hvad de kan bruges til. De er kun noget værd i det øjeblik, de kan bruges i felt, hvor de er efterstræbelses værdige og værdsatte.

2c. Den institutionaliserede kapital
Denne kapitalform kan identificeres som hædersbevisninger, eksamensbeviser, akademiske titler, Oscars, De Gyldne Palmer, Årets sportsmand, årets virksomhedsleder eller medarbejder, elite skoleeleven etc. At få institutionel anerkendelse betyder at få kulturel kapital fra en betydningsfuld samfunds værdsat organisation dvs. en af samfundet legitimeret institution her især højere læreranstalter som universitetet og handelsskole og nok i mindre grad gymnasium, folkeskole, teknisk skole, folkeskole, børnehaver m.v.. Denne kapital kan så investeres i de felter, hvor den er værdsat og bruges som et positionerende magtmiddel med henblik på en dominerende høj social status.

2d. Om muligheden for at få kulturel kapital..
Kulturel kapital er som analytisk begreb, det modsatte af økonomisk kapital. Men i praksis kræver det ofte økonomisk kapital at få kulturel kapital. At give sine børn en god uddannelse kræver dels investering af tid og afsættelse af ressourcer for at give børene de rette og bedste lærings og oplevelsesbetingelser og dels at de kan se formålet og hensigten med at være lang tid i uddannelsessystemet. Økonomisk stærke familier har råd og tid til sådanne kulturelle investeringsstrategier.

3. Social kapital.
Social kapital består i at have gode forbindelser og netværk, der kan give aktøren fordele. At kende en, som kender en, der har de rette forbindelser og kendskab til det felt, aktøren ønsker at dominere. Det betyder også at de sociale forbindelser aktøren opbygger og investerer i skal plejes og vedligeholdes, hvilket ofte koster tid og penge. Social kapital har derfor en sammenhæng med økonomisk og kulturel kapital. Når en aktør f.eks. investerer i en højere uddannelse og får kulturel kapital er det også vigtigt at have de rette forbindelser, der kan anbefale og eventuelt ansætte aktøren i et godt og velbetalt job, der øger muligheden for tjene penge (økonomisk kapital) og gøre karriere. Social kapital øger på denne måde muligheden for succes i forhold til både positionering og position.

4. Symbolsk kapital.
Den symbolske kapital udtrykker effekten af omsatte kapitalformer og omfatter den merværdi som fremkommer i form af den indflydelse og anerkendelse kapitalomsætningen i et felt giver anledning til.

Den symbolske kapital er derfor ikke en kapitalform i sig selv, men henviser til aktørens fornemmele og evne i forhold til at kunne definere, hvad der opfattes som rigtigt og efterstræbelsesværdigt i felt. Symbolsk kapital kan derfor også forstås som en slags kredit eller forskud, som aktøren er bevidst om med fordel kan investeres i et givet felt med henblik på positionerende position.

Det er derfor ikke nok at opsamle og besidde kapital. Aktøren må også have evnen til at kunne omsætte kapitalerne i de felter, hvor de giver magt og indflydelse. Bourdieu taler derfor om at symbolsk kapital forudsætter, at aktøren har kognitive evner som logik, refleksion og hukommelse.

Symbolsk kapital er altså en kapitals fremtrædelsesform, der opstår, når økonomisk, social, kulturel kapital omsættes og opnår legitim anerkendelse i et specifikt felt og knytter sig derfor til ære, ry, prestige og status. At have meget symbolsk kapital betyder at eje mest anerkendt kapital og have evnen til at kunne forstå og bruge dem i form af kognitive feltstrategier.

Når en aktør eksempelvis tager en lang universitetsuddannelse giver det symbolsk kapital fordi den kan omsættes til mere kulturel kapital (f.eks. forskeruddannelse) eller økonomisk og social kapital i form af et godt job, der både giver penge (økonomisk kapital) og mulighed for at udvide sit netværk (social kapital).

Kapital kan også omsættes mere eller mindre skjult. En aktør i form af en virksomhed kan f.eks. donere penge til velgørende arbejde (økonomisk kapital) og på den måde udvide sit netværk (social kapital) i form af potentielle købere af virksomhedens produkter. På denne måde er donering af pengegaver måske i virkeligheden ikke generøsitet og uegennytte, men en skjult og tilsløret måde at få anerkendelse og et godt ry og i sidste ende med henblik på at øge økonomiske kapital.

Bourdieu mener generelt at kapitalomsætning ofte foregår mere eller mindre skjult og ugennemskueligt. Symbolsk kapital er således kapitalomsætning i form en af aktørs mere eller mindre bevidste og tilslørede fremadrettede strategi med henblik på dominans og magt i et felt af på forhånd kendte anerkendte kapitaler.

11. Aktør og illusio.

Det at aktøren har en fornemmelse for, føler og drages af bestemte felter, begrebssætter og betegner Bourdieu som illusio. Illusio er afledt af ludo, der betyder spil. Illusio angiver derfor en spilmetafor.

At aktøren spiller et spil i et felt med sine anerkendte kapitaler. Illusio angiver et spil om magten i et felt, som han dels kender betingelserne for og dels ved og kan forudsige, hvordan det vindes.
Bourdieu sammenligner illusio med Freuds begreb om libido, hvor libido defineres som en lyst eller et begær for noget.

En erfaren klog og vidende pædagog, lærer eller skoleleder eller for den sags skyld en skoleelev kender og kan derfor forudsige og ved, hvordan spillet om magten i en skole spilles, og drages af det. Illusio er derfor også en grundlæggende tro på, at det er værd at investere sine anerkendte kapitaler i et felt, hvor de anerkendes.

Illusio er derfor også en del af den praktiske sans. Illusio er en del af socialiseringsprocessen og forbinder habitus, kapital og felt som et relationelt magtspil dvs. som et spil om dominans over de dominerede i et felt.

12. Aktør og doxa.

Begrebet doxa henviser til alt det, som tages for givet i felt. Doxa er det selvindlysende, det uudtalte, det uformulerede, det som bare er der og alligevel gør det hele meningsfyldt. Men trues doxa imidlertid af nye aktører ekspliciteres og synliggøres doxa strategisk af de dominerende i feltet. En undersøgelse af et felts doxa, er derfor undersøgelse af de selvfølgelige sandheder, der findes i feltet. En undersøgelse, der både omfatter, det som faktisk siges og især det, som ikke siges.

Doxa er altså den grundlæggende sandhed som den sociale orden i feltet bygger på. Men ikke en neutral sandhed. Doxa er resultatet af magtspillet om, hvad der skal være sandheden i feltet. Doxa angiver, hvad der er værd at kæmpe om.

Doxa styrer således de positionsmuligheder en aktør har, de beslutninger, de kan træffe, de meninger, de har og den måde de kan tænke om sig selv og andre på. Doxa giver derfor aktøren både mulighed og begrænsning for succes i felt.

Doxa er derfor også en del af den praktiske sans. Doxa er inkorporeret af den praktiske sans socialiserende meningssøgning og derfor en del af habitus, kapitalerne og de felter inkorporeringen har fundet sted i. Doxa er derfor det i aktøren, som kæder habitus, kapital og felt sammen.

13. Mere om sammenhængen mellem kapital, felt, habitus, illusio og doxa.

Feltbegrebet, habitusbegrebet, kapitalbegrebet og begreberne om illusio og doxa er uløseligt forbundet med hinanden og kan kun analytisk adskilles. Empirisk set er de altid sammenvævet.

I et felt er der således altid en relationel magtkamp om 1). Afgrænsning af feltet fra andre felter 2). Ressourcer eller kapitaler 3). Den rigtige habitus 3). Fornemmelsen for spillet (illusio) 4). Den grundlæggende sandhed om feltet (doxa). Alt sammen med det ene formål at opnå så meget indflydelse og dominans som muligt. At kæmpe sig frem via positionering til en så høj social position i feltet som muligt.

For at være deltager i et felts magtkamp om relationel positionering og position, er det således nødvendigt at afgrænse feltet fra andre felter, have kendskab til og fornemmelse for spillet i feltet (illusio), kende de grundlæggende sandheder i feltet (doxa) og have noget at investere med. Og det, der investeres med er kapital. Og den der investerer, er aktøren. Og aktøren har en habitus. Og den kapitalmængde, som aktøren har at investere med i et bestemt felt giver større, mindre eller ingen social position i feltet.

Overordnet set er felt, habitus, kapital, illusio og doxa derfor uløseligt forbundet. Man kan f.eks. ikke forestille sig 1). En habitus uden et felt 2). Et felt uden kapitaler eller 3). En habitus uden kapitaler 4). Et felt uden illusio og doxa etc.

Men kan man omvendt identificere et felt, vil der også være muligt at 1). Identificere de potente og værdsatte kapitalformer og 2). Den habitus feltet producerer og reproducerer 3) Illusio og doxa.

Den samme logik kunne bruges for alle de fem begreber. Kender man mindst det ene vil de andre også kunne identificeres både teoretisk og empirisk.

Aktøren vil således altid have inkorporeret alle fem elementer i sig på en gang og denne inkorporering sker som en socialiseringsproces med den praktiske sans som kerne.

14. Grundlæggende forskelle mellem Bourdieu og Habermas.

14. a. Socialisering og socialiseringsprocessen.

1. Habermas.
Indledningsvist kan det diskuteres om Habermas overhovedet har begreber om socialisering og socialiseringsprocesser? Det afhænger nemlig af, hvordan begreberne er defineret. Hvis socialisering omhandler det, som vi lærer uden vi ved det dvs. den ikke intenderede læring er Habermas anvendelighed relateret og aktuel i forhold til magt og strategiprocesser. Habermas opfattelse er jo, at det sociale og social identitet er mellemmenneskeligt sproglig formidlet med det formål at opnå indbyrdes forståelse mellem alle berørte parter, hvilket jo må siges at være ekspliciteret intension. Og i pædagogisk sammenhæng betyder det, at læring og dannelse af det sprogligkompetente menneske er intenderet. Magt og strategiprocesser er sproglige forvrængninger og sekundært instrumentelle forståelsesprocesser dvs. det ikke intenderede.

Med ovenstående in mente vil jeg alligevel give et bud på, hvad socialiseringsprocessen ifølge Habermas kan være velvidende om, at det måske nærmere er en beskrivelse af en dannelses og læringsproces end beskrivelse af en socialiseringsproces. Men uanset om det er det ene eller det andet, viser det metodisk, når det sammenlignes med Bourdieu, store grundlæggende forskelle både videnskabsteoretisk og begrebsmæssig, hvilket jo er artiklens overordnede formål. Derfor bruges begrebet socialisering og dannelse i det følgende synonymt!

Socialisering/dannelse.
Socialiseringsprocessen har et overordnet formål og det er sproglig indbyrdes forståelse mellem alle berørte parter i enhver social sammenhæng dvs. med fravær af alle former for magt og dominansforhold. Det er sproget der både etablerer, handler og erkender sociale forhold og sammenhænge.

Ingen erkendelse uden sprog og ingen sprog uden erkendelse. Socialiseringsprocessen foregår derfor som en fortløbende eksplicit fornuftig kommunikativ erkendelsesproces forankret i sproget. Sprog, kommunikation og samtale er forudsætning for erkendelse. Erkendelsen og forståelsen af verden er sproglig mellemmenneskelig formidlet. Sproget er indbygget i det sociale fordi sproget samtidig med at sige noget også gør noget.

Socialiseringsprocessen kan derfor beskrives som en sproglig erkendelsesproces af 1.) At sprogets iboende formål er indbyrdes forståelse 2). Enhver samtale er socialt forpligtende og har 3 kriterier samt et metodekrav 3. Socialiseringsprocessens formål er sproglig kompetence og forudsætning for et samfunds sociale demokratiske orden. Socialiseringsprocessen er således også en demokratiseringsproces og socialiseringsprocessen er en demokratiseringsproces, hvilket afgørende betyder, at forudsætningen for at kunne indgå i og forstå demokrati som samtale demokrati (deliberalt demokrati) er socialisering og stimulering med henblik på øvelse og forædling af fornuftsevnen til sproglig kommunikativ kompetence.

2. Bourdieu.
Indledningsvist kan det provokerende diskuteres om Bourdieu ligesom Habermas overhovedet har begreber om socialisering og socialiseringsprocesser? Det afhænger jo, som vi har set nemlig af, hvordan begreberne er defineret. Hvis socialisering omhandler det, som vi lærer uden vi ved det dvs. den ikke intenderede læring og undervisning og undervisning/dannelse er intenderet læring, har Bourdieu jo en mellemposition, da socialisering i en og samme bevægelse både er subjektiv intentionel og objektivt muliggjort. Den intenderede og ikke intenderede læring har altid en intension og funktion hos Bourdieu.

Kort, men kompakt definition:
”Socialisering er en fortløbende dynamisk praktisk konstruktiv strukturel magtproces, hvis formål er opnåelse af indflydelse, magt og dominans og forløber som en samtidig objektiv-subjektiv kropsliggørelsesproces af den praktiske sans relationelt betingede erfaringer i konkrete og faktisk forekommende kapitafelter med iboende illusio, doxa og konstruerer samtidig fortløbende habitus”.

Det betyder, at habitus, felt, kapital, doxa og illusio kun teoretisk-analytisk kan adskilles aldrig empirisk (iagttagelse af virkeligheden). Og desuden, at Socialiseringsprocessen på denne måde er bevægelig og ikke stillestående. Det socialiserede menneske er derfor aldrig færdigt socialiseret som et endegyldigt produkt.

Det betyder dog, at habitus er træg, men ikke fuldstændig uforanderlig. Den praktiske sans er netop praktisk og orienterer sig praktisk i de felter, den opholder sig i. En forudsætning må imidlertid være, at habitus har tilknytningspunkter til et anderledes kapitalfelt, doxa og illusio. I pædagogisk sammenhæng er begrebet chanceulighed derfor et mere præcist begreb end social arv.

Afslutningsvist kommer social handling desuden altid før sprog. Sprog er sekundære og efterrationaliseringer af den praktiske sans erfaringer. Sprog er derfor sproglig kapital eller informationskapital dvs. et magtmiddel, der kan investeres i felter hvori, det anerkendes og med henblik på strategisk at opnå dominans og magt.

14.c. Sprog, samtale og magt.

Habermas:
Sproget har værdi i sig selv.
Sprog og handling hører sammen og etablerer det sociale i en og samme bevægelse.
Sprogets formål er indbyrdes forståelse mellem alle berørte parter og gælder universelt i alle sociale sammenhænge.
Sprog indeholder en bagvedliggende fornuft og gælder universelt.
Den fornuftige samtale er sprog, er magtfri og har 3 kriterier og et metodekrav og med henblik på at være herredømmefri og ideel.
Den fornuftige herredømmefri samtale er sprogteoretisk og anviser ikke handling for praksis, men højst navigationspunkter.
Den fornuftige samtale er form frem for indhold.
Magt kan styres og kontrolleres demokratisk i form af lovgivning og retsregler. Lovgivning og retsregler er ikke et resultat af magtkampe.
Gyldige normer samt moralske og retslige regler et resultat af forståelse og ikke magtforhold.
Magt kommer efter forståelse.
Magt er fraværende i fornuftig samtale.

Bourdieu:
Sprog har ingen værdi i sig selv. Sproget er et strategisk middel (instrument) til magt og dominans.
Sprog kommer altid efter social handling, som en efterrationaliseringsproces. Teorier og begreber om det sociale er midler til at skabe og befæste magt og dominans ikke til indbydes forståelse.
Sprogets formål er altid dominans og magt.
Sprogets fornuft er indbygget i den praktiske sans og optræder derfor altid i en bestemt konkret social sammenhæng.
Sprog og samtale har ingen kriterier ud over at fremme magt mest effektiv.
Den fornuftige samtale er fornuftig i den udstrækning det fremmer magt og dominans.
Magt er altid indbygget i enhver fornuftig samtale og social situation og sammenhæng.
Magt er kamp med våben. Og våbnet er kapitalerne, sans for feltet (illusio) og grundlæggende kundskab til feltets selvindlysende sandheder (doxa).
Normer samt moralske og retslige regler er altid et resultat af magtspil.

15. Overordnet analyse af praksiseksempel belyst ud fra Boudieus begreber om felt, kapital, habitus, doxa, illusion og symbolsk vold.

15a. Praksiseksemlet blev formuleret således:

”Hvordan kan det være, at der er børn, der klarer sig bedre i børnehaven og i skolen end andre børn? Hvordan kan vi forklare det ud fra et socialt perspektiv dvs. ud fra de livsbetingelser og livsvilkår som børnene kommer fra og dels de betingelser og vilkår som hersker i skole og børnehave?”

Analysen af praksiseksemplet er overordnet og betyder, at der peges på helt generelle forhold. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre at lave en deltaljeret analyse, hertil er problemstillingen alt for kompleks og upræcis.

Men et kort og lidt overfladisk svar er: De børn, der klarer sig bedst i børnehave og skole, er de børn, som bedst kan honorere de krav og forventninger, der eksplicit og implicit stilles i børnehave og skole.

Der må altså være en grad af overensstemmelse mellem de eksplicitte og implicitte institutionaliserede krav og forventninger børnehave og skole har til børnene og det, som børnene har med i form af den socialiserings proces, de har gennemlevet indtil nu. Socialiseringsprocessen begynder jo faktisk den dag befrugtningen sker og et nyt menneske bliver skabt. Og det nye menneske skabes af mennesker og mennesker gennemgår en socialiseringsproces. Og denne socialiseringsproces er både tilfældig og ikke tilfældig, men uanset hvad, former den altid mennesker på en bestemt måde. Der findes ikke et neutralt socialt menneske. Der findes socialiserede mennesker.

15 b. En lidt dybere overordnet teoretisk analyse ud fra Bourdieus begreber.

Både børnehave og skole kan forstås og iagttages som et særligt afgrænset socialt rum dvs. et felt. At der kan observeres et felt betyder derfor også, at der dels kan observeres objektive relationer og positioneringer og hersker en særlig doxa og illusio og dels efterspøges bestemte anerkendte kapitaler dvs. symbolske kapitalformer. Det betyder derfor også, at det kræver en særlig habitus for at kunne indgå deltagende, inkluderende og succesfyldt i både børnehave og skole.

Da et felt er en kamplads med våben er skole og børnehave også en kampplads med våben. Og denne kamplads involverer ikke blot aktører som lærere, forældre, pædagoger, børnehavebørn og elever, men i høj grad også politikere, erhvervslivet, staten og kommunerne. Alle disse aktører har således hver især et ønske om at dominere, opnå fordele og få og udøve magt i skole og børnehave.

Men for at kunne dominere i bestemt felt med anerkendte kapitaler kræves symbolsk kapital. I skole og børnehavefeltet er alle tre kapitalformer på spil fordi skole og børnehave netop er så komplekst og sammensat. Men især symbolsk kulturel kapital spiller en særlig rolle.

15 b. Skolen.
Skolen værdsætter således overordnet set symbolsk kulturel kapital i forhold til at være dygtig til og værdsættende i forhold til at læse, regne, bruge computer, formulere sig nuanceret og perspektiveret, kunne diskutere, samarbejde og koncentrere sig og ikke mindst acceptere og anerkende lærerne, undervisningen og skolens virksomhed i øvrigt, som vigtig og attraktiv dvs. som adgangsbillet til forskellige mere eller mindre statusgivende uddannelser. Jo mere skolebørnene er i stand til at honorere skolens krav jo større er chancen for at få en samfundsmæssig attraktiv statusgivende uddannelse, der giver mulighed for et godt og velbetalt job, køb af hus, moderne tøj, fin mad, udenlandsrejser og kunstneriske og musikalske oplevelser og et godt karriere netværk etc.

I et lidt længerer perspektiv er skolen som pædagogisk institution på denne måde også en selektions og sorteringsmekanisme fordi de børn, der kommer fra sociale livsvilkår dvs. har gennemlevet en socialiseringsproces, der netop har stimuleret og inkorporeret disse ovenfor nævnte egenskaber, vil have en stor fordel. Børn som derimod har gennemlevet en anderledes socialiseringsproces dvs. hvor den symbolske kulturelle kapital er mindre eller fraværende i forhold til den, skolen efterspørger, vil fra skolestart have ulige chance for succes.

Bourdieu taler derfor om, at skolen udøver symbolsk vold dvs. på forhånd mere eller mindre skjult definerer hvad, der skal gælde for at kunne indgå i og opnå succes i skolefeltet. Symbolsk vold i skolesammenhæng betyder at skolen strategisk og aktivt ønsker at påføre skoleeleverne sine meninger, opfattelser, holdninger og overbevisninger. Skolen er derfor også en socialiserings instans, der på samme tid er social producerende og reproducerende fordi skolen er en af struktur strukturende struktur af skoleeleven, der derfor logisk set således på samme tid genskaber denne struktur ellers var der ikke tale om en socialiseringsproces.

Eller anderledes formuleret: Skolen er et særligt magtfelt, der har en særlig social struktur af sociale objektive betingelser og denne sociale struktur af sociale objektive betingelser strukturerer skoleeleven meningsfyldt fordi skoleeleven via den praktiske sans orienterer sig meningsfyldt (aspekt: social produktion) så skoleeleven nu uomgængeligt selv re-producerer dvs. genskaber denne sociale struktur af objektive sociale betingelser (aspekt: social reproduktion).

Eller: Skoleeleven er en aktør med en praktisk sans, hvor den praktiske sans sørger for socialisering i overensstemmelse med socialiseringsbetingelserne (social produktion) og vil derfor naturligt og fornuftig genskabe den (reproduktion) fordi skoleeleven er skabt af denne socialiserings proces på en subjektiv meningsfuld, anerkendende og dybdepsykologisk inkorporeret måde. Skoleeleven kan ikke andet end at reproducere sin egen produktion ellers giver det ikke mening at tale om en socialiseringsproces.

Skolefeltet er således et sociologisk pædagogisk et magtfelt, har en grundlæggende sandhed dvs. en doxa i forhold til læring, undervisning og disciplinering, kræver en bestemt habitus med høj kulturel symbolsk kapital, der forstår illusio, som det at være følelsesmæssigt tiltrukket for på denne måde strategisk at opnå fordele.

Det betyder derfor, at skoleelever, der både klarer sig godt, mindre godt og slet ikke i skolen har mødt et magtfelt, der utilsigtet/tilsigtet dvs. objektivt-subjektivt bekræfter, den man er i forvejen. Skolens betydning for at reducere chanceulighed er derfor i dette perspektiv måske nok begrænset eller i hvert fald meget vanskelig, men dog ikke umulig.

Børnehaven.
Også børnehaven kan opfattes og iagttages, som et afgrænset socialt rum med særlige betingelser og vilkår dvs. et felt. Børnehaven kan således også ud fra et pædagogisk sociologisk perspektiv, analyseres som et pædagogisk felt ligesom skolen, var et pædagogisk felt.

Børnehavens doxa dvs. den helt grundlæggende sandhed, værdierne og det selvindlysende meningsfulde er generelt i forhold til leg, oplevelser og i mindre grad planlagt læring.

Og de børn, der bedst er i stand til at honorer disse 3 grundlæggende krav dvs., har en bestemt habitus vil få succes i børnehavefeltet i form af muligheden for positionering dvs. symbolske kapitalindsatser eller investeringer i forhold til både at få og vedligeholde en høj social position i forhold til eksempelvis, de andre børn og i forhold til pædagogernes anerkendelse.

Ydermere er pædagogerne uddannet til at varetage den professionelle pædagogiske indsats i børnehaven. Og for at blive optaget på professionsbachelor uddannelsen til pædagog kræves særlige kvalifikationer og kompetencer, hvilket i et professionssociologisk perspektiv betyder ” at have gennemlevet en særlig socialiseringsproces”.

Børnehaven er derfor ud fra en pædagogisk sociologisk analyse ikke et neutralt socialt sted. Det er også et magtfelt med mange aktører ligesom skolen var det.

Det betyder, at børn, der uproblematisk og selvinitierende er i stand til lege med sig selv og med andre, indgå i oplevelser i form af planlagt ture og eller oplevelser, der opstår spontant på legepladsen eller i huset og har lyst til at være aktiv deltager i planlagte aktiviteter, vil have størst chance for at opnå fordele og status.

Pointen er, at det ikke er ligegyldigt, hvilken leg, oplevelser eller læring børnehaven tilbyder og værdsætter. Børnehaven er også en kampplads med våben. Børnehaven er med andre ord også et sted, hvor socialiseringsprocessen indeholder en selektionsmekanisme. Et sted, hvor der foregår social produktion og reproduktion. Børnehavebørnene møder i børnehaven et magtfelt med en særlig doxa og illusio, der kræver en habitus særlig symbolsk kapital.

Afslutning.

I denne artikel er det dels Bourdieus praksisteori og dels Habermas universalpragmatik og i mindre grad deliberale demokratiteori, der er introducerende skitseret. Bourdieu har nemlig ligesom Habermas en omfattende teoriproduktion, hvor mange andre sociologiske forhold undersøges.

Denne artikel syntes imidlertid at vise, at Habermas og særligt Habermas teori om sprogets universalpragmatik og den demokratiske retsstat på både et videnskabsteoretisk niveau og begrebsmæssigt er grundlæggende forskelligt fra Bourdieus konstruktion af en teori om praktikken.

Men det er jo også to forskellige formål, der forfølges. Den ene teori er, efter min mening, ikke mere rigtigt eller forkert end den anden. Det er forskellige udgangspunkter og formål, der forfølges.

1. Habermas formål er især et forsøg på at forfølge ”det moderne som et ufuldstændigt projekt” dvs. et fortsat arbejde med at udarbejde en teori om sprog, kommunikation og demokrati uafhængig af enhver social sammenhæng. Habermas tænkning er præget af ønsket om at være universel.

2. Bourdieus praktikteori er en teorikonstruktion med systematisering af begreber om social praktik. Hensigten er en teori, der forsøger at forklare og forstå hvorfor mennesker handler og opfører sig, som de gør. Og det gør de fordi social praktik er forankret i konkret social virkelighed, som konkrete faktiske og levende mennesker lever i.

Tilføj kommentar:



Share |