Dannelsessvar og modernitet.

 
Søren Lauridsen

Søren Lauridsen

Seminarielektor. Cand. pæd. i almen pædagogik. Censor på pædagogiske professionhøjskolero, faglig websiteredaktør og on-lineunderviser på www.professionsviden.dk.

email: sl@professionsviden.dk
http://professionsviden.dk
 

Introduktion til 4 forskellige dannelsesopfattelser ud fra bl.a. de første kapitler i bogen Socialisering og læring i det refleksive moderne – Jens Rasmussen, 1997.

1. Hvad er karakteristisk ved det (post)moderne og det traditionelle samfund?

A. Det (post)moderne.
Begrebet kontingens beskriver det (post)moderne på en karakteristisk måde og henviser til forestillingen om at ”alting kunne være anderledes”. Intet er mere helt sikkert. Ny viden, ændringer og erfaringer trænger sig hele tiden på. Det postmoderne begreb er flertydigt, men vi vil i arbejdsdefinere det i retning af Dencik og Rasmussen: Hastige forandringer indenfor samfundsmæssige, kulturelle, sociale, politiske og personlige forhold. Med andre ord er moderniteten er med til at forandre de vilkår og betingelser som vi alle lever under. Når vi beskriver moderniteten anvender vi ord og begreber som:
Forandring.
Ustabilitet.
Risiko.
Opbrud.
Nytænkning.
Nydannelse
Traditionsnedbrydning.
Værdipluralisme.
Kulturel frisættelse.
Individualisering.
Sekularisering.
Rationalisering.
Erodering.
Videns- og informationssamfund

Alle disse begreber og ord dækker over det faktum, at der i de sidste 250 år, men stærkest og mest omfattende i de sidste årtier er sket et omfattende, bredt og dybdegående opgør/opbrud i forhold til traditionen. Mange nye livsstile, livsformer, livsforståelser og måder at håndtere livets udfordringer har og vil se dagens lys i fremtiden. Pointen i forhold til pædagogik og dannelse er, at vi tvinges til at forholde os til den nye samfundsmæssige og kulturelle virkelighed uanset om vi vil det eller ej! Men hvilken vej skal vi vælge? En sikker konsekvens af ovenstående betragtninger er imidlertid, at det både åbner for nye muligheder i et fremadrettet perspektiv og et tab af tidligere overbevisninger i et historisk tilbageblik.

B. Det traditionelle samfund:
En arbejdsdefinition af tradition kunne indledningsvist være ”det vi plejer at gøre” og det vi ikke diskuterer eller sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved. Traditioner hviler på værdier. Det vi syntes om og værdsætter ved hjælp af vores følelser, tænkning og handling og vi således ofte tænker og handler ud fra uden at altid at reflektere over det. Til at karakterisere traditionen kan man anvende begreber som
Forudsigelighed
Stabile kollektive værdier og normer.
Standardiserede arbejdsopgaver og processer.
Overlevering af vigtig viden – kulturarven – fra den ene generation til den næste indenfor det kulturelle, samfundsmæssige og religiøse område, herunder hverdagsliv og hverdagsaktiviteter. I Danmark f.eks. i form af kanoner dvs. udvælges af de ypperligste klassiske værker indenfor kunst og kultur i bred forstand. Lærdommens højdepunkter.

I traditionel dannelsestænkning er opgaven overordnet at videregive fællesskabets værdier som de kommer til udtryk i livsforståelser og livsformer baseret på generationers viden, erfaringer og handlinger. Traditioner er derfor (set med fremmed øjne) tit vanskelige at ændre fordi de hviler på et ofte indiskutabelt og moralsk etisk grundlag. Nytænkning og nydannelse kan derfor virke truende på traditionens selvforståelse. Fordelen ved traditioner er imidlertid, at de giver overskuelighed, forudsigelighed og tryghed i en uforudsigelig verden. Derfor er traditioner væsentlig at medtænke i teorier om dannelse, der ønsker at medtænke de samfundsmæssige ændringer.

Nogle konkrete områder, hvor (post)moderniteten slår igennem og skaber nye betingelser og vilkår for os alle sammen.
Familieliv. Skilsmisser, papforældre og papbørn, registreret partnerskab.
Arbejdsliv. Nye arbejdstider. Hjemmearbejde. Indflydelse og selvstyring af egne arbejdsopgaver. Mere arbejde. Højere krav om viden, fleksibilitet omstilling.
Et stort udbud af tilbud om livsstile og livsformer.
Et stærkt forøget medieudbud. Internettet med et nærmest uendeligt udbud af informations og underholdningsportaler.
Et presset nationalt arbejdsmarked – globaliseringens udfordringer. Mobil arbejdskraft, outsourceing.
Immigration og emigration. Mennesker flygter fra politisk ufred, dårlige sociale vilkår eller religiøs forfølgelse.

2. Det første af fire dannelsessvar på de nye samfundsmæssige udfordringer er:

a. Første svar: En reaktualisering af det før moderne dvs. traditionen.
Material dannelse: Dannelsesopgave: Forbillede dvs. leve op til – tilegne sig viden, færdigheder og handling – indlæringspædagogik?).
Definition.: Fælles kulturelle værdier, herunder, videnskab og fag, etik (handleregler), æstetik (det skønne, smukke, sanselige i bred forstand) finder via bevidstheden vej ind i mennesket uden betydningsmodifikation. Viden og erfaringer anses for sikker og naturlig. Se eksemplet på side 16 note 3 og side 17 note 7.

Andet svar. Det modernes redning. Fra det fælles til det individuelle.
Retraditionalisering af den formale dannelse.
Formal dannelsesopgave: træning og stimulering af egne iboende individuelle evner. Vi kender alle til ”evnetræning og stimulering” i forhold til at lære, søge viden, samarbejde, føle empati, udtrykke sig skriftligt og mundtligt, handle eller børns evne til at lege, cykle, tegne, skabe kontakt, lære o.s.v..

I den formale retraditionalisering er det imidlertid fornuftsevnerne der er i centrum: Evnen til at argumentere, begrunde, reflektere, analysere, ræsonnere, vurdere, bedømme, logisk tænkning, kritisk sans og handlekompetence.

Pointen med hele den formale dannelsestænkning er den funktion eller opgave som træningen af de iboende menneskelige evner giver mulighed for. Nemlig at de senere kan træde i funktion og udføre en opgave, som man ikke på forhånd kender – transferværdi eller overføringsværdi fra det ene område til andet:

”det at finde begrundelser og kritisk argumentere og beskæftige med forskellige selvvalgte tekster eller materiale i bred fortand øver og forædler evnen til at kommunikere og samtale kritisk og forstandsmææsigt med fornuftsevnerne som arbejdsredskaber”

Derfor er det langsigtede og overordnede formål med formaldannelsen en dannelse og formning med henblik på kommunikations og handlekompetente mennesker, der selvstændigt og myndigt er i stand til at finde de bedste begrundelser og træffe de bedste valg i en foranderlig og kompleks verden i forhold til både eget personlige liv, men også i forhold til at have medindflydelse, medbestemmelse på den overordnede demokratiske samfundsretning. Derfor taler formale dannelsesteoretikere også om at opdragelse til demokratiske medborgere som et vigtigt dannelsesideal.

Forudsætningen for ovenstående formaldannelse kan lykkedes er imidlertid tilstedeværelsen og gyldigheden af en overordnet almen fornuft, hvis styrke og kraft tillægges opgaven og forestillingen om det myndige, selvstændige og rationelle menneske, der er i stand til at træffe egne beslutninger og tage ansvar for eget og andres liv.

Forudsætningen er fornuften eller bevidstheden, som den instans der overordnet styrer, regulerer, ordner og kontrollerer dvs. skaber begrundet sikkerhed for de opdragelsesprocesser, der gør os i stand til at være myndige handlekompetente mennesker. Fornuften giver mennesket mulighed for i frihed at skabe selvbestemmelse, medbestemmelse og ansvar for egen og andres identitetsdannelse. Det er fornuften, der er forudsætningen for denne frihed, fordi frihed er at underlægge sig fornuften.

Fornuften udmøntes i uddannelsessystemet i lære-læseplaner, kursusforløb, de mange intelligenser m.v. Altså er fornuften den bagvedliggende overordnede universelle dvs. alment gældende instans, der er forudsætning for denne dannelsestænkning. Dannelsen er blevet normativ – den er blevet til et bør og skal – rettet imod at gøre mennesket til 1) rationelle kommunikative og handlekompetente personlige individer og 2)medborgere i et retfærdigt og demokratisk samfund baseret på fælles beslutninger i samtaler, debatter og diskussioner udfra de bedste argumenter og begrundelser.

3. Heroverfor står postmodernismen og systemisk-konstruktiv dannelse.

A. Den første – postmodernismen giver pokker i disse almene forhold, herunder særligt metafortællingerne i form af f.eks. overordnede politiske ideologier eller kulturelt og religiøst betingede livsformer. Pointen er, at disse overordnede fortællinger eller historier om det gode liv, herunder forestillingen om det myndige selvstændige menneske ifølge postmodernisterne binder mennesket og indskrænker deres individuelle livsudfoldelsesmuligheder. Derfor kaster de sig ud virkeligheden uden at tænke nærmere over det. Postmodernisterne formidler og igangsætter, men tænker ikke så meget på værdigrundlaget. Vægter ikke den alvorlige og kontrollerende re-traditionelle formale fornuft, der stræber efter enighed og almene love, der gælder for alle. Her er det lokale og spontane i centrum. Kaospiloterne er måske et mønstereksempel på dannelsestænkning.

Den anden dvs. den systemiske-konstruktivistiske dannelse opgiver også troen på fornuften som den samlende og overordnede instans, der kan finde universelle og fælles værdier og normer, der således skal gælde for alle. Fornuften er for alvor blevet individualiseret og lokal. Her er dannelsen blevet til et spørgsmål om selvkonstruktion. Dannelsen er et spørgsmål om gennem selv-refleksion af egen bevidsthed og via kommunikation med min omverden at finde mening i forhold til: Hvem er jeg, hvad står jeg for, hvad er godt for mig, hvem interesserer mig, hvem kan fortælle noget interessant om mig selv og den verden, jeg er indfældet i.

Altså må jeg selv – som menneske i gang med at konstruere mig selv, hvilket ikke altid er nogen let og entydig opgave, da verden er kompleks og uoverskuelig. Derfor er jeg afhængig af min omverden og andre menneskers feed-back og kommunikation. Men jeg bestemmer udelukkende selv, hvad jeg vil bruge i min konstruktion og er i princippet uafhængig af fælles normer og værdier.

Afslutning:
Et kort, men overordnet svar på spørgsmålet, hvad den gode pædagog skal kunne og hvordan vi kan forstå de urolige børn er derfor:

1. Tradition: Børn skal opdrages med en fast hånd og den viden og læring der er nødvendig kan kanoniseres og udmøntes i lære-læseplaner.

2. Retraditionalisering af den formale dannelse.
Børn skal opdrages til og fastholdes i opdragelsesprocesser ved at appellere til deres fornuft og urolige børn bør mødes med gode argumenter på det niveau de befinder sig på. Læring og dannelse er et spørgsmål om at beskæftige sig med noget der er både interessant og relevant i forhold til at træne og stimulere fornuftsevnerne med henblik på at skærpe evnen til argumentation og begrundelse.

3. Postmodernisterne.
Børn skal selv bestemme, hvad de vil lære og beskæftige sig med. Hvis det ikke er spændende og interessant skal der være rig mulighed for alternativer. Her er planlægning og viden til at finde frem til spændende og eksperimenterende projekter baseret på den enkeltes lyst og i centrum. Overvejelser over værdigrundlaget er af mindre betydning. Hvis børnene er urolige er det fordi de keder sig og finder aktiviteterne uinteressante.

4. System konstruktivistisk dannelse.
Børns ”gode” læring og dannelse er et spørgsmål om at skabe de bedste rammer og betingelser for at kunne reflektere sig selv og finde egne løsninger ved at vælge udfra egne forudsætninger. Hertil kræves kommunikation, refleksion og tænkning, men ikke med et normativt krav om at finde overordnede fælles beslutninger om regler og værdier. Dette arbejde overlades til den enkelte. Rammerne og de voksnes opgave er at være gode kommunikationspartnere, der hele tiden holder øje med, hvor den enkelte er på vej hen.

Tags:

Tilføj kommentar:

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer:
Share |