Søren Lauridsen

Søren Lauridsen

Seminarielektor. Cand. pæd. i almen pædagogik. Censor på pædagogiske professionhøjskolero, faglig websiteredaktør og on-lineunderviser på www.professionsviden.dk.

email: sl@professionsviden.dk
http://professionsviden.dk
 

Hvad er pædagogik og hvorfor? Spørgsmålet er relevant og interessant, men samtidig umuligt at besvare entydigt af den simple grund, at det er indlejret i både historiske og nutidige kulturelle og samfundsmæssige forhold. Der findes således mange forskellige udlægninger, definitioner og kriterier for dels hvad der konstituerer pædagogik både som fag, videnskab, teori og praksis og dels hvordan forholdet er eller bør være mellem disse indbyrdes områder. Er pædagogik således nærmere betegnet en videnskabelig disciplin? En teori? En praksis eller måske snarere professionsudøvelse, der praktiseres af særligt uddannede og med tilhørende kvalifikationer og kompetencer?

Taler man imidlertid i bredere kredse om pædagogik og spørger til indholdet af ordet forstået som et begreb eller en teori, vil de fleste nok kunne sige ja til, at pædagogik associeres til andre beslægtede begreber og teoriområder som opdragelse, læring, undervisning, uddannelse og dannelse. Og spørger man til, hvilke videnskabelige discipliner, som pædagogikken beskæftiger sig med, vil de fleste, der bare har lidt indblik i pædagogikområdet, nok også være enige i, at videnskabsfag som psykologi, filosofi, sociologi, politologi og æstetik i et vist omfang, kunne bidrage med viden i forhold til at belyse og analysere en pædagogisk problemstilling, et emne, et tema eller en konkret prakissituation1.

Når man således betragter forskellige opfattelser, forestillinger og vurderinger til forståelse af, hvad pædagogik er og hvorfor i både et historisk og nutidigt perspektiv, vil man opdage, at ovennævnte spørgsmål og indholdsfastsættelser, er væsentlige omdrejningspunkter i forhold til en diskursiv analyse af hvad pædagogik er og hvorfor.

Jeg vil derfor i en nærmere, men kort redegørelse i form af en historisk og nutidig udlægning og analyse af spørgsmålet om ”hvad pædagogik er” i forhold til ovennævnte indledning pege på nogle af de væsentligste begrundelser for, at pædagogik således kan opfattes og forstås på forskellige måder, herunder som nævnt i forhold til mulighedsbetingelserne for at være en selvstændig videnskab, en praksis, en profession eller en teori.

Hvad er pædagogik og hvorfor i historisk og nutidig belysning?

I sin mest oprindelige betydning kommer pædagogik af de to græske ord pais (dreng) og agogus (at føre). I tidernes morgen var en pædagog en drengefører dvs. en person og oftest en slave, som førte drengene til og fra skole og holdt øje med deres gøren og laden. En pædagog passede og førte tilsyn med drengene. En af pædagogens oprindelige opgaver, har således ikke ændret sig de sidste 2500 år. Pasning og omsorg af fremmede børn er stadigvæk en væsentlig pædagogisk opgave den dag i dag.

Bliver vi i det græske kommer begrebet ”paideia” til syne og omfatter alle forhold, som gør og har betydning for, at mennesket opdrages til og af ”polis” dvs. staten. Platon behandler og begrebsafklarer således ”paideia” som et forhold mellem en 2stat og et individ, hvor den ideale stat former og danner de enkelte menneske i overensstemmelse med sine idealer. Den personlige dannelse og den politiske dannelse er to sider af samme sag. Staten er i mennesket og mennesket er i staten. I denne stærke kommunitaristiske forståelse, er det således staten dvs. fællesskabet, der har absolut forrang og normativt fastlægger alle betingelserne og midlerne i forhold til hvilken undervisning, opdragelse og læring af moralsk, kunstnerisk, teknisk, etisk og politisk natur, der skal til for at være et dannet menneske. Pædagogik bliver i denne klassiske græske platoniske forståelse dermed en teori for praksis til at forstå, hvordan den opvoksende generation bør opdrages og undervises for at kunne dannes som medborger i og for staten. Det er derfor karakteristisk, at en ord som idiot kommer af græsk og betyder ”privat” dvs. en person, som er uden for fællesskabet. På denne måde konstitueres og kædes begreberne, opdragelse, læring, undervisning og dannelse sammen i en svært adskillige indbyrdes begreber og pædagogik bliver til ”læren om opdragelsens indhold, metode og mål med henblik på dannelsen af det fuldkomne menneske i og for den ideale stat”. Pædagogik er altså i denne betydning en normativ teori for praksis dvs. etableres og konstitueres af både teori og praksis med henblik på dannelse af den opvoksende generation set i lyset af ideen om det perfekte menneske og den ideale stat.

Pædagogik er således i denne betydning en disciplin, hvis formål er bestemt ud fra sit genstandsfelt dvs. som opdragelse til noget bestemt og på forhånd fastlagt. Pædagogik er normativ material kulturel-politisk-etisk-teknisk-økomisk-musisk-emotionel dannelsesopdragelse3, der i overvejende grad er kortlagt af statens eksperter, herunder særligt filosoffer og politiske ledere (Sprogø 2003:83). Pædagogik bliver på denne måde således en enhed af både fornuft, vilje og lyst4 og har 5encyklopædisk karakter.

Mere om hvad pædagogik er og hvorfor.

I en videre udredning til forståelse af, hvad pædagogik er og hvorfor i mere moderne og samtidig sociologisk og filosofisk belysning vil et besøg hos Emile Durkheim kunne angive en mulig præcisering og indkredsning. Durkheim reflekterer således på et begyndende6 metodisk, systematisk og argumenterende grundlag og skelner på denne baggrund mellem pædagogik og opdragelse i forhold til om det er en videnskab, en praksis eller en kunst. Nu er Durkheim imidlertid i videnskabsteoretisk forstand både rationalist og empiriker. Hans grundlæggende pointe er derfor, at pædagogik og opdragelse, for overhovedet at kunne opnå selvstændig status, må have et klart defineret genstandsfelt, der dels kan studeres og dels kan studeres videnskabeligt (upartisk) (Durkheim 75: 61 – 63). For Durkheim konstituerer pædagogikken sig i lighed med den græske antikke platoniske udlægning som pædagogisk teori i forhold genstandsfeltet, som en praksis, men på en bestemt måde nemlig i form af spekulationer eller refleksioner i forhold til mulighedsbetingelserne for handling. Pædagogik er i denne opfattelse systematiske og konsistente overvejelser, beslutninger og vurderinger dvs. teorier om den rette handlemåde i praksis i et fremtidsperspektiv. I den forstand er pædagogikken stadig normativ og drejer sig om, hvad der bør være gældende i praksis. Pædagogisk teori forsyner pædagogen med ideer til at lede praksis ikke med videnskabelig viden (Durkheim 75: 70). Pædagogik er således i første omgang teori for praksis7. På den anden side vil Durkheim gerne give pædagogikken en selvstændig videnskabelig status, forstået som videnskaben om opdragelsen i bredt perspektiv og med udgangspunkt i 8sociologiske begreber og sociale fakta i forhold til især uddannelse og socialisering (Durkheim 75: 62 ). Men for at pædagogikken kan opnå dette mål må den stille spørgsmål om hvad pædagogik er og ikke kun hvad den bør være og således analytisk beskæftige sig med de overvejelser, beslutninger og vurderinger i forhold til dels og især samfundsmæssige og dels i mindre grad de individuelle betingelser og vilkår, der har hersket før og nu i opdragelsesmæssig, læringsmæssig og uddannelsesmæssig sammenhæng, herunder også såvel eksplicitte som implicitte målovervejelser for opdragelse og socialisering (Durkheim: 40 – 41 og 70 -71). Durkheim er på denne måde særligt optaget af at gøre pædagogikken videnskabelig og for at opnå videnskabelig status må pædagogikken være deskriptiv og ikke kun normativ som tidligere.

Men Durkheim inddrager og diskuterer endvidere en tredje dimension i analysen af spørgsmålet om hvad pædagogik er og hvorfor. Pædagogik som kunst bør ifølge Durkheim også berøres (Durkheim 75: 68 -69). Pædagogik er også en praksisudøvelse, der ikke nødvendigvis er kendetegnet ved refleksion og teoretiske overvejelser og analyser for og om praksis. Som kunst er pædagogen i stand til at vide, hvad der skal gøres uden nødvendigvis at kunne begrunde det som han/hun gør med teori og videnskabelige analyser – kognition. Den praktiske erfaring som pædagogen gør sig i omgangen med den pædagogiske målgruppe i institutionel sammenhæng giver professionserfaring, men ikke teori eller viden i videnskabelig forstand. For at forstå pædagogik som en kunst eller det vi i dag ville kalde professionsudøvelse, er der således i Durkheims forstand tale om en slags mesterlærerordning9.

Det som Durkheim derfor først og fremmest gør opmærksom på i forhold til diskursen om hvad pædagogik er og hvorfor er derfor en analyse de kriterier, der skal til for at der kan tales om en pædagogik, som en deskriptiv videnskab. At pædagogik på denne måde udover at være teori for og om praksis og en praksiskunst i forhold til opdragelse, dannelse, læring og undervisning også indbefatter refleksioner over sig selv som videnskab og særligt i forhold til at gøre opdragelse til det videnskabelige pædagogiske genstandsfelt er imidlertid ikke kun Durkheims fortjeneste. Således forstår Kant (1724 – 1804) netop opdragelse som et overbegreb for pædagogik og med et indhold, der drejer sig om omsorg (pleje, underhold), disciplin (tugt), undervisning samt dannelse (Rasmussen 2004: 8). Men det vigtige i denne sammenhæng er altså, for mig at se, at pædagogikken med Durkheim10 og Kant også har og vel stadigvæk forsøger at etablere og udvikle sig til en selvstændig videnskabelig disciplin i kraft af sit genstandsfelt, hvor især forholdet mellem samfund og individ i forhold til spørgsmål om hvordan opdragelse, dannelse, undervisning og læring er og bør være, inddrages og gøres til genstand for undervisning, læring og udvikling i pædagogik som et særligt fagområde.

Lignende tanker om pædagogik, som en selvstændig refleksiv videnskabelig disciplin, men belyst i nutidig optik repræsenteres af bl.a. af Jens Rasmussen (Rasmussen, 2004), der forsøger at placere pædagogik som videnskab i en nutidig sen-moderne kontekst med Luhmans systemteori som teoretisk platform. I systemteoretisk perspektiv og med systemteoretisk begreber opfattes pædagogik i videnskabsteoretisk forstand som et autopoietisk, refleksivt, selvreferentielt system, hvilket ligeledes betyder, at der altid vil være et forhold eller en udveksling mellem systemet selv og den omverden, som det er konstitueret og skal virke i11.

Pædagogik er i dette perspektiv således som videnskab opstået i forhold til samfundsmæssig funktionel uddifferentiering (i kraft af, at samfundet konstant udvikler sin kompleksitet opstår nye opdragelsesbehov, der varetages i form af særlige systemer) af opdragelsen fra det almindelige hjemme og arbejdsliv til en fremmedbestemt samfundsmæssigt organiseret intervention (Rasmussen 2004: 10 – 16). Jens Rasmussen foreslår derfor at gøre pædagogik til en systematisk metarefleksionsvidenskab dvs. en videnskab, der også er i stand til selvstændigt at vurdere sine egne ydelser set i forhold til de givne historiske samfundsmæssige betingelser for produktion og reproduktion af opdragelse, dannelse, undervisning og læring. Pædagogik mere end et program eller en teori for samfundsmæssig legitimering af det pædagogiske genstandsfelt forstået som samfundsmæssig intervention. Pædagogikken må metareflektere over det grundlag og de ydelser den giver set i lyset af det samfund, hvori den skal virke. Det betyder bl.a., at pædagogik som videnskab kontinuerligt må forholde sig til dels det grundlag, hvorpå den står – 2. ordens iagttagelser – og dels belyses i en sen-moderne samfundsmæssig og kulturel kontekst, hvor ”alting kunne være anderledes”. Pædagogikken som videnskab må derfor opgive sin status om at finde ”sandheden og rigtigheden ” og kan aldrig formulere endelige svar, men konstituerer sig ved hele tiden at levere selvstændige udkast til nye forståelser under indtryk af den samfundsmæssige virkelighed, den er en del af. Pædagogik er i denne videnskabsteoretiske forståelse en konstruktion, der ikke giver universel eller eviggyldig sikkerhed i normativ eller deskriptiv klassisk forstand, men forsøger at reducere sen-moderne samfunds kompleksitetsproblemer12 (Rasmussen, 97, 2002).

Afrunding.

Pædagogik er i kraft af sin indlejring i historiske og nutidige samfundsmæssige og kulturelle forhold en flertydig størrelse, men drejer sig grundlæggende om videnskabelige, teoretiske og praktiske spørgsmål og udfordringer vedrørende opdragelse, læring, undervisning, dannelse og uddannelse. I både grunduddannelsen, efter- videre uddannelsen og forsøgs og udviklingsarbejde på professionsuddannelserne må disse pædagogiske grundelementer således indtænkes, når pædagogik gøres til genstand for bevidst systematisk,læring, udvikling og forandring.

Tilføj kommentar:

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer:
Share |