Habermas og diskursetikken. En meget dybdegående præsentation af diskursetikken belyst ud fra alternative opfattelser af moral og etik .

 
Søren Lauridsen

Søren Lauridsen

Seminarielektor. Cand. pæd. i almen pædagogik. Censor på pædagogiske professionhøjskolero, faglig websiteredaktør og on-lineunderviser på www.professionsviden.dk.

email: sl@professionsviden.dk
http://professionsviden.dk
 

Indledning.

Metateoretisk beskæftiger etik og moralbegrebet sig med forholdet mellem rigtigt og forkert og muligheden for erkendelsesteoretisk overhovedet at sætte et absolut skel mellem dem. Men hvis etik og moral som kognitivt funderet begreb er muligt, er det så formalt eller materialt funderet, begge dele eller en syntese ? Se eventuelt artiklen om Klafkis forståelse for en uddybning af dannelsesbegrebet på ”Analyse og kritik af tre demokratiske dannelsesteorier”: http://www.professionsviden.dk. Et andet påtrængende spørgsmål drejer sig om en eventuel forskel mellem etik og moral og ikke mindst, om det er muligt at gyldiggøre begreberne som et alment menneskeligt universelt fænomen. Alle disse overvejelser er vigtige for at forstå begrebet etik og moral set i forhold til især demokratisk dannelse i deliberalt perspektiv.

Da diskursetikken leverer det teoretiske grundlag for det diskursetiske princip. Et princip som Habermas formulerer som ”Kun de handlingsnormer er gyldige, som alle om muligt berørte i kraft af deres deltagelse i en rationel diskurs ville kunne opnå enighed om ” (Habermas 1996:459) vil en nærmere analyse af etik og moralbegrebet ske ud fra en række forskellige moralfilosofiske positioner, der ud fra deres forudsætninger faktisk er uforenelig med diskursetikken, men som i kraft af deres indbyrdes forskelle samtidig bidrager til at nuancere og tydeliggøre den. Det drejer sig om konsekvensetik (utilitarisme), etisk nihilisme, etiske skepticisme, teologisk etik, etisk egoisme, etisk hedonisme, etisk relativisme, etisk kulturel relativisme, etisk historisk relativisme og deontologisk etik.

De forskellige etiske retninger.

Etisk nihilisme : Ophæver alle værdiforskelle og hævder, at der slet ikke findes konstitutive etiske grundbegreber om noget, der rigtig eller forkert. Diskursetikken hævder derimod, at vores dagligdagsadfærd viser, at det er empirisk muligt at fastslå, at mennesker besidder evnen til at diskutere, begrunde og træffe selvstændige og fælles forpligtende, beslutninger om etiske problemstillinger vedrørende, hvad der er rigtig og forkert og samtidig lader sig vejlede af dem.

Svar: Diskursetikken mener, at denne evne eller kraft til dels overhovedet at kunne begrunde en etisk binær distinktion mellem rigtigt og forkert og efterfølgende lade sig overbevise om en af mulighederne med argumenter konstitueres i moralsk kognitivisme (Formuleret af Kohlberg).
Det betyder, at en moralsk dom elle handling for at være normativ gyldig må kunne begrundes som en ”sand” overbevisning, der gælder for alle berørte dvs. konstitueres i og af den intersubjektive rationalitetsform og dermed orienterer sig efter rigtighed i deres sociale sammenhæng. En handlings rigtighed betyder derfor opfyldelsen af en norm.

At en norm for at være gyldig nødvendigvis må gælde for alle berørte, følger logisk og definitionsmæssigt af, at en norm for at kunne koordinere handlinger, stabilisere forventninger og dermed opfylde sin funktion som middel til at ophæve fortolkningsusikkerhed og dobbeltkontingens – stabilisere adfærdsforventninger – må være gensidigt accepteret af alle berørte for at opnå denne gyldigheds status og dermed gælde som almen/generel handlingsvejleder i moralske spørgsmål. For at en handlingsnorm kan opnå denne status som universelt gældende for de berørte og dermed være socialt og samfundsmæssigt integrerende ligger implicit et krav om indbyrdes forståelse mellem de berørte af normen. Den indbyrdes forståelse eller rationel konsensus sikrer enighed om gyldigheden af en norm og tilvejebringes argumentativt ud fra den kommunikative rationalitetsform.

Bemærkning om rationalitetsformer: (Habermas skelner grundlæggende mellem tre rationalitetsformer – teleologisk (formålsrationalitet), intersubjektiv (social) og æstetisk (subjektiv rationalitet) hvorpå handlen kan begrundes. Som en overordnet rationalitetsform til sikring af sprogligformidling og mediering og regulering af disse tre rationalitets og argumentationsformer eksisterer en fjerde transcendent rationalitetsform – den kommunikative rationalitetsform.

2.Etisk skepticisme

Etisk skepticisme hævder, at det ikke er muligt erkendelsesteoretisk at skelne og begrunde forskellen mellem rigtigt og forkert, fordi enhver etik hviler på forudsætninger som det ikke er muligt at objektivere erkendelsesteoretisk. Forudsætninger hviler på forudsætninger, som hviler på forudsætninger som hviler på…..i en uendelig regres. Etiske standarder kan derfor ikke begrundes kognitivt og endeligt.

Svar: Diskursetikken hævder (jv. ovenstående), at det faktisk er muligt meningsfuldt at diskutere og begrunde etiske standarder universelt og at det er et faktum, at nogle begrundelser for handlingsregulering er bedre end andre. Det er med andre ord muligt at afgøre en etisk uoverensstemmelse ud fra argumentation og betyder derfor ikke, at denne afgørelse er endelig – kun at den gælder indtil et evt. nyt og mere overbevisende argument fortrænger det forudgående.

3. Teologisk etik

En teologisk etik indsætter gud og ikke rationaliet som en absolut transcendent instans til gyldiggørelse af, hvad der er rigtigt og forkert i alle livsforhold. Etiske standarder er derfor givet og gyldiggjort på forhånd og rækker på denne måde ud over både rationalitet og erfaring og kræver derfor ingen begrundelse eller retfærdiggørelse – men kan alene henvise til gudsinstansen. Guds vilje er dermed meta den menneskelige formåen, hvilket afgørende betyder, at et etisk handlingsprincip eller etiske standarder/leveregler er trosspørgsmål og ikke fornufts eller sansespørgsmål (troen i kraft af det absurde dvs. ikke-rationelle som Søren Kirkegård sagde). Mennesket underkaster sig frivilligt guds vilje for i troen at få del i det gode liv. Budskabet i den Kristne Lutherske trosretning er således, at meningen og gyldigheden med alle livsforhold gives af Gud til mennesket i form af det formelle og universelle etiske formalprincip om ”det dobbelte kærlighedsbud”. Det er dog værd at bemærke, at etikprincippet kan praktiseres monologisk. Det er muligt for det enkelte menneske alene at bestemme indholdet i moralnormer dvs. som en subjektiv dannelsesproces i egocentrisk perspektiv. Du skal elske din næste som du gerne selv vil elskes. Det er principielt ikke nødvendigt at spørge eller forholde dig til ”den anden”, hvad det at elske betyder – blot det gælder for dig selv. I modsætning hertil forkaster diskursetikken teologisk etik eller mere generelt moralfilosofiske positioner i det omfang de ikke lader sig artikulere som en sproglig ytring og således kan underkastes en reel praktisk rationel gyldighedstest i form af moraldiskursen mellem alle berørte. Diskursetikken tager således afsæt i sproget og afgrænser sit genstandsområde til kun at omfatte sproglige udsagn og påstande, hvori det hævdes eller benægtes at et eller andet faktisk er tilfældet. Kun hvis et sprogligt udsagn foreligger som udtryk, der sprogligt kan problematiseres og dermed har iboende rationalitet forstået som en ytrings kritiserbarhed dvs. dens evne til at modstå argumenter, kommer diskursetikkens relevans ind i billedet.

Det er derfor nødvendigt at kunne operere med yderligere gyldighedskriterier for sande velbegrundede overbevisninger – videnstyper – end med udgangspunkt i sand/falsk distinktionen. Disse nye videnstyper er derfor ikke sande i traditionel positivistisk forstand, men sandhedsanaloge dvs. muliggør opstilling af andre gyldighedsbetingelser og gyldighedsafgørelse for hvad viden er end sand/falsk distinktionen – først og fremmest ved at gøre viden til et spørgsmål om at overbevise med det bedste argument og således opnå rationel konsensusdannelse mellem alle berørte. Kun ved ikke at udelukke nogen på forhånd optimeres rationaliteten, hvilket er en hovedpointe for Habermas

At ovenstående er muligt følger formelt af, at sproget historisk har gennemgået en rationaliseringsproces og uddifferentieret sig i tre mulige sproglige referencesystemer, der hver især tematiserer et gyldighedskrav, dets grænser og afgørelsesmetodik for sand og sandhedsanalog vidensopnåelse. Disse sproglige verdensrelationer er derfor analytisk adskilte, men samtidig internt relateret. De udgør en helhed, der kan genfindes i dagligdagssproget og mere generelt i enhver sproglig ytring – og kan hermeneutisk ved problematisering eller uenighed f.eks. i vore handlinger revurderes dialogisk i forskellige diskurstyper med henblik på meningsidentitet mellem alle berørte (Habermas skelner overordnet mellem en række forskellige diskurstyper relateret til de sproglige verdensreferencer : Den praktisk moralske diskurs, den teoretiske diskurs, mens der naturligvis ikke findes en subjektiv eller æstetisk diskurs, da den per. definition kun tillader privat subjektiv adgang og dermed ikke kræver universaliserbarhed.

At muligheden for opnå dette abstraktionsniveau er tilstede skyldes sprogets kommunikative rationalitet og indbyggede formål om indbyrdes eller gensidig forståelse. Vi bruger sproget og argumenter som medium for kommunikation for at kunne artikulere os med henblik på at forstå og forklare hinanden, os selv og den verden vi lever i.

Det er altså sproget, der indfælder os i et kommunikationsfællesskab – i en subjektiv, intersubjektiv og objektiv verden. Sprogets indbyggede formål er derfor gensidig forståelse som Habermas så ofte citeres for ellers bliver kommunikation og sprog meningsløst, uden betydning eller reduceret til et middel. Til noget uden for sig selv.

De tre mulige formelle videnstyper med tilhørende sproglig verdensrelation og gyldighedskrav som en enhver fornuftig samtale derfor formelt og normativ må indeholde er :
1) Objektiv viden om den objektive verden, der består af totaliteten af entiteter, hvorom mulige udsagn er sande. Objektiv viden orienterer sig derfor mod gyldighedskravet for kognitiv sandhed – det som er, kan beskrives, eftervises uafhængigt positivt og dermed kontrolleres og forudsiges.
2) Social viden om den sociale verden, der består at totaliteten af alle legitimt regulerede interpersonelle relationer. Social viden orienterer sig derfor mod gyldighedskravet moral-kognitivistisk rigtighed – det som bør være ud fra argumentativt opnået intersubjektiv konsensus om en normativ påstands rigtighed dvs. velbegrundede rigtige overbevisninger.
3) Subjektiv viden om den subjektive verden, der består af totaliteten af de erfaringer, hvortil taleren har privilegeret adgang til – og orienterer sig derfor mod gyldighedskravet oprigtighed.
4) Overordnet indgår forståelighed som en implicit forudsætning for de tre verdensrelationer og nævnes derfor ikke formelt, men indbefatter evnen til at kunne artikulere sprogligt ved brug af begreber og sansninger.

4. Etisk egoisme eller utilitarisme :

Denne retning hævder, at etiske standarder har til formål at maksimere egennytten. En handling er etisk rigtig, når den tjener målopfyldelse af egne ambitioner. Retningen er derfor ifølge diskursetikken asocial og overser dialogisk betingede og refleksive retfærdighedsspørgsmål og lighedsbetragtninger fordi den reducerer etik til et spørgsmål om valg af midler med henblik på at nå et fastlagt mål uden at tage nok hensyn til, hvad eventuelle berørte parter mener.
De overser, at vi i sproget og med sproget indfældes rationelt i hinanden og derfor legitimt kan afkræves begrundelser for vore handlinger. Etisk egoisme opererer derfor monologisk og teleologisk og ikke som diskursetikken dialogisk og deontologisk.

Bemærkning om deontologi: Deon er græsk og betyder pligt. Deontologiske moralteorier fokuserer på at forklare, hvad det er for egenskaber ved et moralprincip for handlingsregler, der giver påbud og handlingsnormer deres forpligtende karakter. Deontologi fordrer således i Kants version med udgangspunkt i Det kategoriske Princip, at moralske handlingsregler følges pga. pligt fordi mennesker som rationelle væsner a priori er udstyret med fornuft, der gør selvlovgivning mulig dvs. kan koble et subjektivt ”jeg” med et objektivt ”vi” eller noget indre/ydre sammen i et universelt moralprincip med den gode viljes fornuft som transcendent gyldighedssikrende garant. Det betyder, at deontologien eller pligtetikken opererer med et ekspliciteret fornuftsbaseret universelt gyldighedsbegreb og at begrundelsen for at en norm efterleves eller har den forpligtende karakter er, at den således har været underkastet en rationel kognitiv erkendelsesproces og dermed har opnået gyldighed med teoretisk dvs. med begrebsmæssig nødvendighed/tvang og netop derfor således ikke blot gælder eller forpligter alle andre end mig selv, men tillige også mig selv. Pligt bliver til en forpligtelse på sig selv og kommer så at sige indefra og overvinder motivationskløften mellem intension og handling mellem ide og anvendelse. Også diskursetikken er deontologisk og universel fordi den også forudsætter en rationel erkendelsesproces med kognitiv refleksivitet og argumentation som forudsætning for gyldige normer, men til forskel fra Kants kategoriske princip, der principielt (men praktisk kun kan valideres dialogisk og kommunikationsteoretisk!) indløser handlingsregler monologisk og hypotetisk i ånden som tankebearbejdning (som en isoleret Robinson Crusoe!) ud fra den bevidsthedsfilosofiske tradition, indløses gyldige handlingsregler i diskursetikken rationelt og dialogisk i en reel praktisk diskurs mellem alle berørte parter.

Deontologi giver hermed primat til fornuften og ikke til uartikulerbare, ubegrundede og ikke universaliserbare følelser, traditioner eller konsekvenser, når en moralteori udarbejdes og søges begrundet. Moralske normer involverer kun de værdier og interesser, der er universaliserbare dvs. kan bestå prøven eller testen som den er foreskrevet i universaliseringsprincippet og som det derfor bliver en pligt at følge. De gør krav på at være gyldige og obligatoriske for enhver person. Det er disse forhold, der afgørende præciserer en deontologisk etik fra andre etikteorier.

Det er forholdet mellem teleologi og deontologi, der skiller diskursetikken fra etisk egoisme og andre lignende normative moralteorier fordi de (reduktionistisk) gør moralspørgsmål ensidigt konsekvenstialistisk dvs., at handlings- og begrundelsesprincipper i forhold til at afgøre, hvad der er rigtig og forkert udelukkende skal og bør vurderes efter, hvor gode eller attråværdige deres konsekvenser/virkninger er.

De overser dermed at moral for overhovedet at kunne være moralsk og upartisk gyldig må kunne begrundes og gyldiggøres som et gode i sig selv dvs. deontologisk og ikke teleologisk som et middel uden for sig selv. Ved at begrunde et moralprincip som gælder uden for sig selv som et middel til et mål bliver dette mål til et non-moralsk mål! Teleologien kan derfor ikke håndtere det drilske selvreferentielle spørgsmål: Er en moralteori selv moralsk dvs. har egenskaber, der er efterstræbelsesværdige og som kan testes og gyldiggøres som gode i sig selv med henvisning til sig selv (selvreference) og ikke til noget uden for sig selv (fremmedreference).

Det afgørende i sondringen mellem deontologi og teleologi er, at diskursetikken ud fra ovenstående betragtninger giver deontologien primat overfor teleologien og således overordner refleksiv gyldighed i moralske domme frem for teleologiens konsekvenser. Eller sagt på en anden måde adskiller begrundelse/gyldighed fra anvendelsens virkninger i et asymmetrisk forhold til fordel for deontologien. Var det omvendte tilfældet ville det betyde, at det moralske indhold (konsekvensen) ikke er moralsk og dermed ikke kunne relateres til sig selv. En moralsk teori må for at være selvreferentiel gyldig selv kunne svare på spørgsmålet: Er moralteorien selv moralsk ? Hvis en moralteori ikke har værdi i sig selv dvs. ikke kan begrunde sig selv selvreferentielt, men henviser til noget uden for sig selv er det ikke længere en deontologisk moralteori, men en teleologisk moralteori. En moralteori kan således ikke forenes til både at være selvreferentiel og fremmedreferentiel på samme tid. Det ville ophæve begreberne. Derfor bør teologien underordnes deontologien i diskursetikken, når det gælder begrundelsen for principper til at gyldiggøre normer fordi deontologien i modsætning til teleologien er i stand til at håndtere spørgsmålet om selvreference positivt.

(A). Forskellen mellem etik og moral

Forholdet mellem deontologi og teleologi eller på et abstraktionsniveau højere mellem selvreference og fremmedreference kan også begrunde forskellen mellem norm og værdi eller mellem moral og etik. Når en værdi refleksivt og argumentativt kan begrundes til at være gyldig for alle berørte af de berørte selv dvs. med reference til sig selv løses selvreference problemet positivt, fordi der her er tale om, at værdien indløses diskursivt forstået som selvbestemt, selvdefineret og selveksemplificerende og er dermed konstitueret af de berørte selv og ikke med fremmedreference dvs. til nogen andre eller noget andet uden for de berørte selv. Kun på denne måde dvs. diskursetisk og positivt selvreferentielt gyldigt kan en værdi ophæves til at gælde som en upartisk neutral gyldiggjort moralsk handlingsnorm. Det moralske synspunkt og moralnormer er altså deontologisk fordi den kræver rationel konsensus af alle berørte. Moralnormer er universelt begrundet og udtrykker derfor universaliserbare interesser, forventninger og krav.

Hvis en værdi omvendt ikke hævdes at have universel værdi og dermed per definition ikke behøver at opfylde kravet om begrundet gyldighed for alle i et moralsk fællesskab, men kun kan opfylde kravet om begrundet gyldighed indenfor en begrænset kreds af berørte er der tale om gyldiggjort etisk handlingsnorm. Det etiske synspunkt og etiknormer fordrer derfor ikke universalitet og rationel konsensus mellem alle berørte i et moralsk fællesskab, men kun indenfor en lukket cirkel af berørte dvs. i et etisk fællesskab. Etisk begrundede værdier, interesser, ønsker, behov er således altid lokale.

Hvis en værdi alligevel hævdes at have universel værdi dvs. uden at have bestået gyldighedstesten i diskursen bliver værdien instrumentel i forhold til den eller de individer, grupper, nationer m.v. der berøres af værdien uden at være enig. Værdien er for disse berørte nu pludselig et middel til noget uden for sig selv dvs. som fremmedreferentielt er givet på forhånd og altså uden alle berørtes samtykke. Den bagvedliggende rationalitetsform skifter nu ud fra disse berørtes perspektiv fra intersubjektiv rationalitet til instrumentel eller strategiske fornuft afhængig af om værdien søges gennemført ved direkte indgriben eller skjult og manipulerende. Begge rationalitetsformer indbefatter og karakteriserer magt. Konsekvensen for disse berørte er meningsstab og meningsløshed såfremt fremmedværdierne omhandler eksistentielle spørgsmål af en vis tyngde.

(B). Spørgsmålet om en sidste begrundelse for diskursprincippet.

En anden og endnu vigtigere grund til disse intellektuelle og videnskabsteoretiske anstrengelser for kompetent at kunne håndtere det selvreferentielle og fremmedreferentielle spørgsmål er, at det kan hævdes at være et sidste refleksionsniveau i en rationel begrundelsesproces, hvor spørgsmålet om gyldigheden af en moralsk påstand og en bagvedliggende universelt gældende normativ moralteori til at afgøre dette spørgsmål problematiseres og testes. Ved på denne måde at kunne håndtere spørgsmålet om selvreference får diskursetikken tilføjet (endnu) et løsningsforslag i forhold til at kunne give en sidste rationel begrundelse for sig selv.

5. Etisk hedonisme :

Etisk Hedonisme hævder, at det som afgør, hvad der er rigtigt og forkert forholdsbestemmes til optimering af subjektiv velvære og lystfølelse og minimering af smerte og ulyst. En handlingsregel er god, hvis dens virkning er lystfølelse og vice versa. Moralske spørgsmål forankres dermed kropsligt og vanskeliggør eller snarere umuliggør sprogliggørelse som andet end en subjektiv påstand, der per. definition i diskursetikken af denne grund ikke modsigelsesfrit kan ophæves til at gælde for alle, da den jo kun gælder for den enkelte og ifølge diskursetikken derfor overser afgørende erkendelsesteoretiske indsigter med hensyn til begrundelses og gyldighedskravet for legitim vidensopnåelse om en påstand. Viden og spørgsmålet om hvad sand og sandhedsanalog viden er og hvordan viden opnås bliver derfor, som tidligere nævnt igen centralt, når en moralfilosofi som etisk hedonisme hævder, at opnåelse af subjektiv lystfølelse er eneste kriterium for en moralsk teoris gyldighed og alene af denne grund af diskursetikken må afvises som en valid moralteori.

Diskursetik og følelser

Men har lystfølelser eller i det hele taget følelser og subjektivitet da slet ingen plads i diskursetikkens teoriunivers ? Umiddelbart syntes ovenstående analytiske overvejelser at kunne føre til den konklusion, at følelser og subjektivitet er ekskluderet og præafgrænset på forhånd fra og af diskursetikken fordi de er uartikulerbare og utilgængelige som en rationel påstand og dermed ikke kan kritiseres og eventuelt ophæves til at gælde for alle berørte. Sådan hænger det imidlertid ikke helt sammen.

Forholdet mellem følelser og kognition. Det æstetiske.
Som tidligere nævnt kan moralske overvejelser genfindes i dagligsproget og i almindelige samværsformer mennesker imellem. Men det er især når moralske regler, hvad enten de er bevidste eller ubevidste, skrevne eller uskrevne overtrædes og der opstår konflikt, at vi opdager og bliver opmærksom på moralens følelsesmæssige og samvittighedsmæssige indhold.
Det bemærkes, at følelser således er andet end umiddelbare rektioner på en situation. Følelser kan også give anledning til tænkning i forhold til at finde alternative muligheder til en given følelsesmæssigt oplevet situation. På denne måde kan en følelsesmæssig reaktion omsættes til en selvbestemt unik refleksiv handling og blive et konkret æstetisk udtryk, der kan bedømmes som godt eller skidt afhængig af , hvor godt det lykkedes.

Udtrykket ”at blive trådt over tæerne” eller mere generelt retfærdighedsspørgsmål indikerer, at det moralske både har en følelsesmæssig og en kognitiv dimension. Overtrædelser af normer eller moralen ”slår igen” sker ved, at vi følelsesmæssigt fornemmer eller sanser en indre uro eller ophidselsestilstand, der fysiologisk f.eks. kommer til udtryk som ”læreren blev helt rød i hovedet af raseri” fordi vi igen med vores kognition kan forstå, at vi overtrådte reglen om ikke at slå hinanden midt i matematiktimen”. Andre moralsk begrundede følelser som f.eks. forargelse, indignation, skyld og harme forudsætter på lignende måde, at moral, retfærdighed, kognition og følelser er sammenvævet. Man kan måske sige, at det er sammenhængen mellem følelser, intension, tænkning. og handling, der er grunden til, at diskursetikkens gyldighedsbegreb overhovedet er relevant og berettiget som en procedure til at opfylde normers og handlingers rigtighed fordi en overtrædelse eller krænkelse af en norm truer vores integritet og tilhørsforhold til den sociale verden af accepterede mellemmenneskelige relationer. Individet oplever altså krænkelsen som en følelsesmæssig indre uro fordi krænkelsen er uretfærdig og kan ved hjælp af kognition vurdere, at den er ikke lige god for alle og derfor heller ikke for mig – og normens gyldighed må derfor genetableres eller repareres. Diskursetikkens normative påstand er nu, at det kan og bør ske moral-kognitivistisk i den praktisk etiske diskurs mellem alle berørte.

Følelser og kognition spiller altså en væsentlig rolle for at identificere en moralsk problematiks oprindelse dvs. bedømme en problematik som værende moralsk og er således en forudsætning for at skabe eller genskabe ny (social) viden vedrørende normeres rigtighed. Men følelser kan ikke i sig selv problematiseres diskursivt fordi følelser selv om de i givet fald har sandhedsanalog/selvgyldig karakter – dvs. er både oversætbar og oversættelig til ord og sætninger (hvilket mange følelser er, tænk bare psykoterapi, poesi, digte, og andre kunstneriske eller æstetiske udtryksformer) – tilhører den subjektive verden (herom senere). Følelser er personlige og subjektive og vil altid forblive som sådan, men igangsætter samtidig kognitive overvejelser i forhold til troværdigheden og retfærdigheden af de grunde, der kan gives for at spørgsmålet ”hvad kan og bør jeg gøre og hvad kan og bør vi gøre” kan besvares validt i tilfælde af uenighed.

Om den subjektive verden og følelser

Den subjektive verden angiver det som kun et ”jeg” kan artikulere f.eks. de personlige følelser, æstetiske smagsdomme og private forestillinger, men samtidig uden at lyve. Subjektive ytringer må være i overensstemmelse med den subjektive verden, hvor de kommer fra. Der må være overensstemmelse mellem ekspressivitet og adfærd mellem det et ”jeg” siger og det et ”jeg” gør for at en subjektiv ytring kan være oprigtig og bevare optimal tillid overfor en dialogpartner. Subjektive ytringer (udtrykt af et individ, gruppe eller et bestemt folk) i form af etiske værdier, interesser og smagsdomme forbliver derfor subjektivt legitime så længe der, dels ikke er tale om en løgn og dermed om utroværdighed og dels, at de ikke forsøges ophævet til eller har virkning for andre end subjektet selv. I modsat fald vil de ifølge universaliseringsprincippet være forpligtet på øjeblikkelig gyldighedstest.

Positivt formuleret overlader diskursetikken derfor uendelig frihed til at skabe subjektivitet i subjektiviteten så længe det subjektive forbliver subjektivt. Der vil derfor aldrig kunne blive tale om en subjektiv diskurs, hvori det subjektive problematiseres med henblik på universalitet. Det ville i yderste konsekvens ophæve subjektiviteten. Men hvordan kan der så ske udvikling og læring i det subjektive, når subjektive påstande ikke kan problematiseres eller bekræftes i diskursen ?
Det kan der naturligvis også, men det sker ikke diskursivt, men i dialogformen æstetisk kritik. Her er kravene ikke så strenge som i diskursen, fordi det der problematiseres og kritiseres er værdistandarder og private præferencer, hvor gyldighedskravet er orienteret imod den talendes oprigtighed og ved vedholdende problematisering direkte mod subjektets æstetiske dømmekraft.

Men pointen er igen, at oprigtighed, æstetisk dømmekraft og æstetiske følelser aldrig kan ophæves til rationel konsensus mellem alle berørte, fordi subjektivitet afgrænser det individuelle domæne fra det fælles domæne. For at det subjektive med andre ord kan forblive som subjektivitet er det subjektet selv, der suverænt og indsigelses frit afgør om en subjektiv ytrings problematisering skal accepteres og eventuelt føre til en positiv erkendelses- læreproces og dermed muligheden for subjektforandring. Hvor den praktisk-etiske-diskurs forudsætter magtfri dialog og overbevisning med argumenter med henblik på at gyldiggøre en handlingsnorm rationelt, universelt og objektivt dvs. personuafhængigt i betydningen subjektfrigjort og kontekstløst, er den æstetiske kritik bundet af subjektets ret til at sige nej og dermed personafhængig og kontekstafhængig. Selv om følelser og æstetisk dømmekraft er et universelt fænomen – Kant taler om sensus communis – vil den indholdsmæssige fortolkning og vurdering af, hvad der er æstetisk værdifuldt altid være bundet af subjektive kriterier.

6. Relativistiske teorier om etik.

Fælles for alle relative etikteorier er, at de ikke opererer med et formelt og dermed universelt gældende moralprincip. Når etikken opdeler verden i rigtig og forkert og gør denne opdeling relativ i forhold til tid og sted ophæves grundlaget for en universel normativ etik. Den gælder ikke for alle, overalt, i enhver situation og på ethvert tidspunkt. Når etisk kulturel relativisme hævder, at hvad der gælder i en kulturkreds ikke nødvendigvis gælder i en anden bliver etikken relativ. Det samme gælder for etisk historisk relativisme, hvor etikken bindes til de historiske omstændigheder og betingelser hvori de gælder. Det betyder, at hvad der er rigtigt og forkert i en historisk periode ikke nødvendigvis har gyldig overføringsværdi til en anden historisk periode.

Om forholdet mellem universalitet og partikularitet belyst som distinktionen mellem gyldighed og anvendelse.

Men at afvise relativistiske etikteorier fordi de pr. definition er bundet til tid og sted til fordel for en universel normativ moralteori som diskursetikken betyder, at universelle moralteorier netop for at kunne håndtere kravet om kontekstuafhængighed og universalitet bliver abstrakt, formel og indebærer et relativt snævert moralbegreb med få, men strenge krav. Både den diskursetiske grundsætning og universaliseringsprincippet fylder ikke meget i ord og sætninger og er teoretisk uhyre præcis, men stiller strenge rationelle krav til diskursdeltagerne. Diskursetikken er derfor blevet kritiseret for at være virkelighedsfjern dvs. umulig at anvende i praksis fordi opnåelses af rationel sandhed mellem alle berørte kræver uendelig mængder af tid og resurser i form af viden, hukommelse, et højt kognitivt moralsk niveau og høring af alle berørte. Og er det i det hele taget muligt at afgøre, hvem der er berørt af en handlenorm og hvem der ikke er ? Og betyder dette forhold ikke principielt, at hele verdens befolkning – som et absolut kommunikationsfællesskab – skulle træde sammen for at have mulighed for dels at finde ud af hvem der er berørt og hvem der ikke er og dels finde det bedste argument hver gang gyldigheden af handlenorm testes ?
Diskursetikkens tilhængere hævder, at kritikken er pragmatisk og dermed rammer ved siden af fordi diskursetikken er en teori om et gyldighedsbegreb for handlenormer, der siger, at normer for at være universelt gyldige må kunne begrundes moral-kognitivistisk i en praktisk diskurs. Den prætenderer og siger ikke noget om de praktiske omstændigheder, hvori det kan lade sig gøre – for så ville den jo ikke være universel.
Kritikken syntes derfor urimelig fordi man ikke kan kritisere en teori for ikke at have praktisk betydning, når den ikke postulerer det. Kritikken er ikke immanent teorien og foregår således med andre forudsætninger end teorien selv. Diskursetikken er med andre ord teoretisk og kontrafaktisk. Den gælder på trods af, at de faktiske omstændigheder syntes at vise det modsatte og skal derfor snarere som Habermas udtrykker det ”være det som de praktisk normative bestræbelser ideelt retter sig imod ”dvs. i forhold til en ideal samtalesituation. Diskursetikken indeholder begrundelserne for universaliseringsprincippet og det diskursetiske princip (og dermed demokratiprincippet) og angiver overordnede teoretiske kriterier for, hvordan handlingsnormers gyldighed indløses idealt og upartisk, men siger ikke noget om hvordan det konkret kan ske og med hvilket kvalitativt udkrystalliseret indholdsmæssigt resultat. Kun at det sker formalt, proceduralt og tvangsfrit mellem alle potentielt berørte.

Det betyder naturligvis ikke, at der vil opstå pragmatiske problemer – tværtimod – det kender alle vist til. Det betyder blot en ny problemstilling på et abstraktionsniveau lavere fordi normanvendelse forudsætter, at normen er indløst i forhold til en given situation. Når en moralsk norm anvendes er den kontekstafhængig og må rette sig efter de faktiske omstændigheder. Ved anvendelse går vi fra det almene til det særlige fordi anvendelse altid er i forhold til en bestemt situation og dermed med en række særlige partikulære initialbetingelser, som anvendelsen af normen forudsætter og afhænger af – netop for at kunne være egnet til anvendelse. Det er disse betingelser som diskursetikken forsøger at overskride eller ”komme bag om” i en forudsætningsanalyse med henblik på at kunne gyldiggøre normer universelt, men det forudsætter, at det partikulære overskrides og gøres kontekstløst. Derfor må anvendelse og gyldighed metodologisk adskilles. Universaliseringsprincippet kan retfærdiggøre eller begrunde normer universelt, men virkningen eller anvendelsen er lokal og er som sådan ikke egnet til at give anvisninger på, hvad der bør gøres i en given situation. F.eks. kan den universelle norm ”du må ikke lyve” i en given kontekst kollidere med normen ”det er tilladt at lyve, hvis det kan redde menneskeliv” f.eks. det at bruge mobiltelefon ugenert på flytoilet for at advare om en flykaprings konsekvenser under påskud af, at man skal på toilettet. Eller det at gå ud på togskinner for at redde et menneske, der ikke kan flytte sig pga. kvæstelser, selv om det (formelt) er forbudt at gå på skinnerne. Regel og regelfølge er to forskellige ting. Vi har også et ordsprog, der for mig at se, siger det samme nemlig ”det er undtagelsen , der bekræfter reglen”.

Pointen er, at vi i en givet kontekst kan stå overfor flere universaliserbare normer med modstridende indhold. Det er derfor nødvendigt i tillæg til gyldighedsdiskurser at indføre anvendelsesdiskurser.
Her er de vigtigste elementer sund fornuft, dømmekraft, situationsindsigt og skøn fordi en givet situation har initialbetingelser eller sætter præmisserne for de relevante normative overvejelser.

På den anden side er det er klart, at netop diskursetikkens høje abstraktionsniveau og formelle konstitution udmøntet i det diskursetiske princip har den fordel, at den kan rumme mange anvendelsesmuligheder og materialisere mange gyldige og retfærdiggjorte normer, fordi handlingstvangen suspenderet. Domænet for anvendelse af teorien – udfyldende fortolkninger i forbindelse med anvendelse – giver derfor i et positivt fremadrettet og konstruktivt perspektiv mulighed for en mangfoldighed af kompleksitet, variation og iderigdom fordi der ikke på forhånd er et bestemt og absolut materialt indhold som alt må rette sig efter og give plads for – eller i mere radikal negativ forstand ufrivilligt må underkaste sig og dermed undertrykkes under. Abstraktion, universalitet, form og fravær af tvang er nødvendige betingelser for at muliggøre mange anvendelser og indfange mange og ofte modsatrettede nutidige kulturelle og samfundsmæssige fremtrædelsesformer, værdier og interesser.

I et værdipluralt, moderne og uddifferentieret samfund vil gyldigheden og legitimiteten af beslutningsprocesser vedrørende (handle)normers rigtighed for sameksistens derfor blive et kerneområde i bestræbelserne på at skabe tolerance, tillid, stabilitet og forståelse mellem de mange forskellige livsformer og livsstile. En afgørende faktor for at det kan lykkedes, er de berørtes faktiske muligheder for at deltage i reelle diskurser og viljen samt evnen/kompetencen til på et så rationelt højt niveau som mulig at argumentere, abstrahere, koordinere og tænke decentreret. Det er her demokratisk dannelse for alvor får pædagogisk og didaktisk relevans fordi det at kunne indgå i diskursive demokratiske processer kræver og fordrer evnen/kompetencen til at kunne argumentere og den kommer ikke af sig selv, men må læres, trænes og udvikles (jf. Piaget og Kohlberg).

Den moralfilosofiske diskursetik er og bliver teoretisk, abstrakt, universel og procedural. Men det er samtidig en forudsætning og et nødvendigt vilkår for at kunne skitsere en mulig teoretisk løsning på de problemer, der opstår i kontingente samfund og kulturer, hvor alle hævder sin ret til forskellighed.

Tags:

Tilføj kommentar:

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer:
Share |