Habermas - samtale, kommunikation, demokrati og fornuft.

 
Søren Lauridsen

Søren Lauridsen

Seminarielektor. Cand. pæd. i almen pædagogik. Censor på pædagogiske professionhøjskolero, faglig websiteredaktør og on-lineunderviser på www.professionsviden.dk.

email: sl@professionsviden.dk
http://professionsviden.dk
 

1. Habermas er fornuftsteoretikker. Det betyder, at fornuften er i centrum for de overvejelser Habermas gør sig om den tid vi lever i. Habermas er både filosof, sociolog, politolog og har derudover indsigt i snart sagt alle videnskabelige discipliner. Habermas forsøger med sine teorier og bøger at anlægge et nærmest encyklopædisk syn på den virkelighed, som der bør være. Habermas er normativt tænkende og forsøger at skitsere teorier, der er universelt gældende og som enhver bør rette sig efter fordi man med sin fornuft kan indse at det er det rigtige. Frihed er at lade sig overbevise ved hjælp af gode argumenter.

2. Habermas er barn af efterkrigstiden og forsøger med sine teorier at undgå den ulykke og menneskefjendske indstilling som Nazisterne stod for. Aldrig mere Auswitz! Aldrig mere koncentrationslejre og tyranni.

3. Habermas er i opposition til de tænkere af mere postmodernistisk observans dvs. tænkere som ikke tror på et altomfattende projekt om det moderne. Han kommer derfor kritiske postmodernister i møde ved at sige, at det moderne er et ufuldstændigt projekt. Vores samfund og de mennesker, der lever i det har muligheden for at frigøre sig fra magtstrukturer og undertrykkende mekanismer, hvis vi bruger vore fornuft på den rigtige måde. Det er ikke så godt som det kunne være.

4. Men hvad betyder det så?

5. Det betyder for det første, at Habermas med det, han kalder universalpragmatikken vil sætte samtalen og sproget i centrum for den måde, vi bør indrette vores sameksistens på. Demokrati og fornuftig samtale er således for Habermas, den eneste retfærdige styreform, hvor mennesker af fri vilje danner et fællesskab med hinanden. Det betyder endvidere, at de regler (handlingsnormer), der styrer det mellemmenneskelige samvær i fællesskabet, er tilvejebragt via procedurer, der i sig selv er retfærdige (legitime). Alle berørte parter skal være enige om dels den måde handlings og rets normer bliver til på og dels de konsekvenser disse retslige såvel som moralske normer medfører.

Det formulerer Habermas i tre principper som han kalder 1)Universialiseringsprincippet 2) Diskursetiske princip og 3) Det demokratiske princip. Lad os se hvordan de formuleres:

Universialiseringsprincippet lyder således: ”Alle berørte parter kender, kan acceptere, har interesse i, og foretrækker de konsekvenser og bieffekter som kan forventes såfremt normen generelt blev efterlevet” og

Det diskursetiske princip lyder: ” Kun de handlingsnormer er gyldige, som alle berørte i kraft af deres deltagelse i en rationel diskurs ville kunne opnå enighed om”

og som det sidste af de tre principper- det demokratiske princip: ” Vedtægter (love) er kun legitime, såfremt de kan få tilslutning i form af konsensus (enighed) fra alle borgere i en diskursiv( logisk samtale) lovgivningsproces, der i sig sig er retligt konstitueret”

Det afgørende er, at samtalen hvori handlings- og retsregler finder sit indhold er befriet for magt, udelukkelse og undertrykkelse. Alle der er eller kan forventes at blive berørt af rets og moralregler skal være enige i disse regler og den måde de er fremkommet på! Og det er jo høje krav at stille til en samtale om rets og moralregler. Derfor kalder Habermas også denne form for samtale for den den ”ideale herredømmefri samtale”. Det er noget som vi bør stræbe efter – en ledetråd for den etisk rigtige samtale.

6. Men hvad er så en ideel herredømmefri samtale? Habermas analyserer samtalens grundlæggende vilkår og når efter lange, indviklede og videnskabsteoretiske analyser frem til, at samtalen grundlæggende består i at opnå indbyrdes forståelse mellem alle berørte parter i forhold til tre og kun tre elementer, der altid optræder samtidig. Det drejer sig om:

- sandhed i den objektive verden. Det er noget i verden eller virkeligheden som er reelt eksisterende og uafhængig den den enkelte. En gren knækker i skoven uanset om vi registrerer det eller ej. Det er et faktum eller et sagsforhold. Vi må bare blive enige om hvad det er, ikke om det er. Der er altså noget tilstede -et sagsforhold som vi ikke kan komme uden om – men må blive enige om hvad er. Det er det som man kalder realisme eller positivisme eller mere generelt helheden af entiteter (det værende) hvorom sande udsagn er mulige.

- Rigtighed i den sociale verden(intersubjektivitet). Rigtighed drejer sig om, hvordan vi bliver enige om de regler – eller normer – der skal gælde i forhold til det sagsforhold, der eksisterer. Hvad er en rigtig handling og hvad er ikke en rigtig handling. Hvis vi antager, at der findes atomkraft – sagsforholdet – må vi også blive enige om vi skal udnytte atomkraft eller ej. Nogen er for andre imod. Men ingen handling er gyldig uden at alle berørte parter kan godtage den jf. diskursetikken, universialiseringsprincippet og det demokratiske princip. Vi må have en moralsk dom og retsregler, der styrer det at indføre eller ikke indføre atomkraft. Det er det som giver samfundet sammenhængskraft eller legitimitet. Habermas siger intet om normens indhold, kun om de procedurer, der fører til indholdsbestemmelsen. Og husk også, at proceduren i sig selv må være retfærdig og magtfri!

- Vederhæftighed. Når nu vi er i samtale om et sagsforhold og etik må alle involverede dvs. de berørte parter, udtale sig om sagsforhold og etik uden at lyve eller fordreje samtalen til egen fordel. Den der lyver eller udtaler sig manipulerende eller strategisk er ikke vederhæftig – er utroværdig. Vi har alle forskellige forudsætninger for at udtale os om en given sag og etisk bedømmelse, men uanset hvad er alle ligeværdige. Der er altså ikke nogen, der har privilegeret status i forhold til andre. Alle er ligeværdige og har lige stor ret og indflydelse på de beslutninger, der skal træffes.

7. Men hvad er det så for en instans, der gør den herredømmefrisamtale mulig? Det er netop fornuften i form af kommunikativ rationalitet. Iboende kommunikationen er fornuften. Fornuften konstituerer dvs. er grundlaget for samtalen eller er transcendent dvs. den ”bagvedliggende” instans der muliggør, at vi overhovedet kan have den herredømmefri samtale.

Men hvad nu, hvis ikke kan blive enige om de tre forhold, som enhver samtale jf. ovenfor består af. Hvad stiller vi så op. Habermas mener, at gode argumenter overbeviser med tvangsfri tvang!

Det som er pointen er, at man via sin fornuft indser dvs. lader sig overbevise argumentativt ud fra analyser, diskussioner, debatter, ræsonnementer, logikker. Derfor er følelsesmæssige argumenter dvs. fornemmelser, der ikke kan sprogliggøres ikke gyldige.

Og godt for det. Tænk hvis vi skulle indrette vores samfund på følelsesmæssige forudsætninger. Det ville blive det rene ”Vilde Westen”. Jeg kan ikke lide dig, derfor skyder jeg dig eller slår dig. Det ville blive helt uoverskueligt og skabe fundamental utryghed.

Tilføj kommentar:

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer:
Share |