Søren Lauridsen

Søren Lauridsen

Seminarielektor. Cand. pæd. i almen pædagogik. Censor på pædagogiske professionhøjskolero, faglig websiteredaktør og on-lineunderviser på www.professionsviden.dk.

email: sl@professionsviden.dk
http://professionsviden.dk
 
En præsentation af sociologisk
operativ konstruktivisme (Luhmann) dels som  en
videnskabsteoretisk grundposition og dels i forhold til
forskningsmæssige metodiske konsekvenser.

Artiklen præsenterer tre forskellige sociologisk/filosofiske konstruktivistiske videnskabsteoretiske grundpositioner med særlig vægt på Luhmann. Og belyser Luhmanns potentiale i forhold til forskningsmæssige metoderegler.

Noterne til artiklen findes sidst i dokumentet og er opstillet numerisk.

Indledning.

Spørgsmålet
om hvorfor, hvad og hvordan teorien om konstruktivisme kan forstås
inden for sociologi og pædagogik er dels omdiskuteret, omstridt og et vanskeligt spørgsmål at besvare entydigt og dels er deres metodiske
konsekvenser uklare i forhold til gængse metodeovejelser og
metoderegler indenfor sociologien (Andersen,2005).

Konstruktioni denne sammenhæng betyder, at vores viden om verden er noget tilvirket, opfundet eller i mere eller mindre grad skabt af os selv
(Rasmussen,96.s125). Hele tanken om konstruktivismen er derfor en
nytænkning af
menneskets erkendelsesprocesser set i forhold til mere traditionelle erkendelsesteorier som f.eks. realisme ( note 1).

Diskussionen
kan imidlertid præciseres ved at skelne mellem begreberne ontologi og
epistemologi for på denne måde at få et overblik i forhold til
forskellige sociologiske konstruktivistiske grundpositioner og metoder
(Andersen, 2005).

Epistemologi drejer sig om teorier om
erkendelsesmæssige forhold og problematikker (Collin,Køppe. 1998). Og
ontologi er læren om det værende. Det som er ubetinget tilstede dvs.
teori, der specificerer, hvad der eksisterer i et bestemt
virkelighedsfelt (Collin, Køppe,1998).

Ved at skelne mellem
ontologi og epistemologi kan der nu drages forskel mellem 3
konstruktivistiske grundpositioner identificeret i forhold til
realisme. Det drejer sig om epistemologisk konstruktivisme herunder, en
afart formuleret af Luhmann (operationel konstruktivisme),
socialkonstruktivisme og radikal konstruktivisme (Andersen,2005).

Realisme.

Realisme
er interessant fordi, den er en modstilling eller modposition til
konstruktivisme dvs. en opfattelse, hvor det epistemologiske
udgangspunkt er, at det ved hjælp af sanseerfaringer er muligt at
frembringe en repræsentation eller afbilding af virkeligheden som
gælder for alle (Andersen,2005).Virkeligheden eksisterer således
uafhængigt af bevidstheden.

Den er ikke konstrueret af nogen.
Ontologisk set eksisterer virkeligheden dermed reelt og det er muligt
at erkende den gennem sanseerfaringer uden betydningsmodifikation.
Erkendelsen er så at sige neutral i forhold til virkeligheden.

Socialkonstruktivisme.

Socialkonstruktivismen
indtager en mellemposition ved at hævde, at der er et dialektisk
forhold mellem det værende (ontologi) og det erkendende (epistemologi).
Den sociale virkelighed er skabt dvs. konstrueret af sociale faktorer
(epistemologi) men den bliver omvendt også skabt af den verden, den
selv er med til skabe noget af.

Der foreligger altså noget i den
sociale virkelighed, som både er konstrueret og ikke konstrueret
(Andersen,2005). Og det som ikke er konstrueret (ontologi) flyder så at
sige ind i bevidstheden uden betydningsmodifikation. Derfor kan det
påstås, at socialkonstruktivisme både har epistemologiske og
ontologiske aspekter indbygget i sig.

Radikalkonstruktivisme.

I
den radikale socialkonstruktivisme er virkeligheden altid en
konstruktion fremkommet af sociale faktorer (Andersen,2005). Der findes
ikke en social virkelighed uden en social erkendelse af den
(epistemologi). Social
erkendelse kommer altså altid før social
virkelighed. Alt i den sociale virkelighed afhænger dermed af sociale
faktorer. Den sociale virkelighed er dermed ikke ontologisk tilstede,
men en epistemologisk social konstruktion.

Problemet med den
radikale konstruktivisme er en benægtelse af en omverden. Hvordan kan
man erkende noget som ikke findes dvs. virkeligheden. Det kan ende i
solipisme dvs. at det kun er min bevidsthed, der findes i verden
(Rasmussen,96.s.126).

Epistemologisk konstruktivisme og Luhmann.

Luhmann
er eksponent for en særlig socialkonstruktivistisk formulering af den
generelle epistemologiske konstruktivisme i form af sociologisk
systemisk operataiv konstruktivisme (Andersen,2005) (note 1).

Grundtanken
i den generelle epistemologiske er at virkeligheden eksisterer reelt
(ontologi), men erkendes som en konstruktion (epistemologi). Problemet
er nu, hvordan denne erkendelse af den reelt eksisterende virkelighed
kan
foregå uden at erkendelsen, er påvirket af det, den vil erkende, nemlig virkeligheden.

Eller
med andre ord, hvordan kan man erkende noget i en virkelighed, der
ligger uden for erkendelsen. Eller hvordan kan man påstå, at der er en
reelt eksisterende virkelighed, når man i princippet bestrider denne virkelighed.

Problemet
er selvreference. Erkendelsen refererer til sig selv, når den skal
erkende noget uden for sig selv og det er et paradoks. Det er dette
paradoks som Luhmann forsøger at løse i det, der kaldes systemisk
operativ social konstruktivisme.

Luhmann, systemer og socialkonstruktivisme.

Luhmann
indfører system og omverden som metateoretisk udgangspunkt
(Rasmussen,96). På den ene side kan det  empirisk fastslås, at der
findes systemer og på den anden side, findes der ikke systemer uden en
omverden.
System/omverden er derfor en iagttagelse, der iagttager
med forskellen mellem system og omverden. Hvis denne præmis er forkert
bryder Luhmanns systemteori sammen.

Det ovenævnte paradoks løses
ved den måde et system antages at fungere på. Og den måde Luhmann
antager, at et system fungerer erkendelsesteoretisk på bevirker, at et
system både kan lukke sig af fra sin omverden og samtidig åbne sig for
den på en gang (Rasmussen,96.s.134). Et system kan altså erkende noget
i sin omverden uden at omverdenen på nogen måde påvirker systemet
selvom systemet erkender, at omverdenen er reelt eksisterende og
systemet er i stand til at lade sig påvirke af det.

Eller
hvordan kan noget ydre blive til noget indre uden at dette ydre
påvirker det indre som en repræsentation af det ydre – ellers var der
jo ikke tale om konstruktivisme?

Det komplicerede svar er, at
det kan det, fordi systemet er karakteristisk ved på den ene side dels
selv at være i stand til at bestemme, hvad det vil lukke ind og selv er
i stand til at skabe sig selv ud fra sig selv og dels på den anden side
ikke kan overleve, hvis der ikke er noget i omverden, der kan bruges i
denne fortsatte indre systemskabelse.

Det konstruktivistiske
grundtræk er derfor, at systemer konstruerer sig selv ud fra sig selv
ved at bruge det i omverden, som kan bidrage til systemets fortsatte
beståen. Systemer har derfor brug for en omverden. Hvis der ikke er en
omverden for et system bryder systemet sammen. Luhmann introducerer nu
begreberne autopoiesis og selvreferentialitet som grundbegreber for at
præcisere et systems måde at operere på. Et system er ifølge Luhmann
autopoiestisk (selvskabende) og selvreferentielt. Det betyder dels at
systemet selv har alt det som er nødvendigt, for skabe eller konstruere
sig selv og altid refererer til sig selv, når det lader noget i
omverdenen påvirke det.

Luhmanns systemteori kaldes derfor
også for operativ konstruktivisme fordi sytemskabelse er en
opereration, hvor noget ydre dvs. den reelt eksisterende omverden
bliver til noget indre såfremt
systemet tillader det. Processen
kaldes derfor autopoiese (selvskabelse). Der kommer altsså ikke noget
ind i systemet uden at systemet selv tillader det først.

Det
næste spørgsmål er nu, hvordan denne erkendelse af omverdenen finder
sted. Indtil videre har vi blot fastslået at  det kan lade sig
gøre,uden at det sker som en repræsentation af noget ydre, men ikke
hvordan.

Luhmanns systemteori, erkendelse og læring.

Erkendelse
er et resultat af en iagttagelse af omverdenen eller systemet selv,
hvor denne iaggtagelse bidrager til systemets fortsatte beståen eller
autopoiesis. Læring er defor den bestemte erkendelsesproces, der fører
til øget
kompleksistet i systemet.

Et system kan altså både
iagttage sig selv og sin omverden. Når et system iagttager sker det
ved, at systemet først sætter en distinktion eller en forskel i sig
selv eller i omverdenen. En forskel har altid to sider. Forskellige
systemer sætter forskellige forskelle og opererer ud fra denne og kun
denne forskel.

Således opererer eksempelvis det pædagogiske
system overordnet ud fra forskellen mellem barn/voksen. Retssystemet
operer ud fra forskellen mellem ret og uret. Det politiske system ud
fra magt/ikke magt. Alle systemer
opererer altså ved at sætte en
forskel, hvilket jo også betyder at systemer, der opererer med
forskellige forskelle vil have svært ved at kommunikere med hinanden.

Når
det politiske og økonomiske systemer eksempelvis påtvinger et
uddannelsesytem bestemte foranderinger ved hjælp af magt og økonomi vil
et uddannelsessystem, der tænker i pædagogiske og dannelsesmæssige
forskelle have svært ved at skabe disse foranderinger fordi de opererer
og har konstrueret sig selv udfra fra andre forskelle.

Et
uddannelsessytem vil desuden være udsat for et betydeligt pres fordi
det er tvunget til at håndtere både økonomiske, politiske og
pædagogiske udfordringer og problemstillinger på en
gang. En forskel
har dels to sider og dels en grænse der markerer forskellen mellm dem.
Grænsen kaldes også for en blind plet fordi vi i første omgang ikke kan
se det, vi ser med (førtse ordens iagtagelse). Det er først når vi
iagttager, den grænse vi iagttager med, at vi får øje på grænsen
(2.ordens iagttagelse).

Når et barns humør eksempelvis
iagttages som sur eller glad udgør forskellen mellem disse en grænse.
Der er jo noget, der skiller det at være sur fra det at være glad. Og
når vi dels iagttager denne grænses forudsætninger og reflekterer over
den og dels f.eks. iagttager barnet med en anden grænse end den vi
først iagttog f.eks. med klogskab og forskellen klog/mindre klog eller
social/ikke social eller rummelig/rigid problematiseres grænsen og
gøres synlig (2.ordens iagttagelse).

Valg af side i forskellen
sker gennem mening. Noget aktualiseres og noget forbliver som et
potentielt fravalg. Den side der aktualiseres sker igennem mening dvs.
det som systemet nuværnede konstruktion og selvforståelse giver
mulighed
for og er intersseret i. Systemer henviser jo altid til sig selv først.
Det skal dog ikke forstås derhen, at et system kan sætte forskelle i
omverdenen efter forgodtbefindende dvs.uafhængigt af omverdenen
(Andersen.s.52).

Et system er med andre ord også begrænset af
sin omverden, men det vil altid selv selrefentielt bestemme, hvad der
lukkes ind i systemet. At et system er afhængigt af sin omverden er
altså ikke det samme som at systemet ikke opererer konstruktivistisk.

Pointen
er, at et systems erkendelsespotentiale består i at omforme disse
omverdensbetingelser i forhold til systemets egne betingelser med
henblik på systemets fortsatte beståen. Og når disse betingelser fører
til en proces, der øger egenkompleksisten er der tale om læring. Læring
er alstå en forøgning af egenkompleksisteten på baggrund af erkendelse
forstået, som en særlig iagttagelsesproces. Nemlig den
iagttagelsesproces, hvor en forskel, gør en forskel.

Efter denne
kortfattede og sammenpressede introduktion af Luhmanns systemteoretiske
epistemologiske og dermed videnskabsmæssige sociologiske grundposition,
er det nu tid til at se på om det på et videnskabligt forskningsmæssigt
metodisk niveau er foreneligt med gængse/traditionelle
opfattelser.  Altsammen med det formål at forsøge at skabe et
metodisk grundlag for forskning og udvikling ud fra Luhmanns
systemteori.

Konsekvenser for forskningsmæssige systemteoretiske (Luhmann) metoderegler i forhold til ikke konstruktivivstiske.

Ikke
konstruktivistiske gængse forskningsmæssig metodeovervejelser kan bl.a.
eksemplificeres ud fra Hellevik, der opstiller følgende seks
metoderegler (Andersen.s.52).

  1. Overensstemmelse med virkeligheden som det højeste sandhedskriterium.
  2. Systematisk udvælgelse af data.
  3. Mest mulig nøjagtig brug af data.
  4. Aktive anstrengelser for at afkræfte egne forhåndsopfattelser.
  5. Præsentation af resultaterne som tillader kontrol, gentagelse og kritik.
  6. Man forsøger at gøre forskningen kumulativ.
Det
interessante er nu om det ud fra en Lumannsk systemteoretisk
epistemologisk tilgang er muligt at anvende disse 6 metoderegler i
videnskablig forskning, undersøgelser og projekter? Andersen foreslår
at det er overordnet muligt, hvis man vender præmissen for
metodereglerne om (Andersen.s.53)

Lad os derfor analysere de
enkelte metoderegler i dette perspektiv dvs. i omvendt rækkefølge, hvor
altså regel 6 er forudsætning eller præmissen for regel 5,4,3,2,1 dog
med den undtagelse at regel 1 er problematisk, da der ifølge Luhmann
aldrig vil kunne findes et højeste sanhedskriterium, da alt kan
iagttages med andre forskelle ( mere herom senere).

Metode regel 6Man forsøger at gøre forskningen kumulativ.
Hvis
dette er udgangspunket eller præmissen for al videnskablig metode
betyder det, at forskningen er metodisk videnskablig såfremt det fører
til kumulativ viden. Spørgsmålet er altså om Luhmanns forståelse af
videnskabssytemet bidrager med viden, der kan knytte an til og udvide
alledere kendt viden?

Udfra et luhmannsk perspektiv betyder
regel 6 derfor, at videnskabssystemets iaggtagelser skal kunne
genanvendes i videnskabssytemet, som tillige er en konstruktion på
særlige betingelser (det kumulative aspekt). Og disse særlige
betigelser er karakteristisk ved at kunne beskrives som en iaggtagelse
med følgende indhold ” Den særlig form, den videnskabelige diskurs har
(dvs. videnskabssystemet – egen tilføjelse), gensidig kritik,
invitation til eller
åbning over for kritik, kan ikke vælges fra,
som det passer forskeren, uden at det videnskabelige arbejde sættes i
stå eller afspores” (Andersen.s.53).

Videnskablelig viden er
altså en særlig viden, hvor det grundlægfgende kriterie er åbenhed for
analytisk kritik fra andre forskere ellers er der ikke tale om
videnskabelig viden.

Videnskabssytemet opererer ifølge Luhmann
udfra forskellen sandt/falsk, hvilket betyder, at vidensskabelig viden
må kunne formuleres udfra denne distinktion mellem sandt og falsk
ellers er det ikke muligt at
bidrage til videnskabssystemets
fortsatte beståen, hvilket i gængse termer inden for
ikkekonstruktivistiske metode vil sige at gøre forskningen akumulativ.
Da vidensskabssystemet opererer med gyldigheden af
koden sandt/falsk
er det derfor afgørende vigtigt at den viden som det videnskabelige
system producerer udsættes for kritik og afvisning ellers dør systemet.


Hvis et system blot bekræftes i sine antagelser om sandhed
fører det ikke til øgning i egenkompleksitet, men til selvforherligelse
(Andersen. s.53). Et videnskabeligt studies resultater må således kunne
give mulighed for at knytte an til produktion af nye resultater ved at
nægte dem dvs. kritiserer dem (Andesen.s.54).

Metoderegel nr. 6
er derfor metateoretisk udgangspunkt for logikken i systemteoretisk
vidensskabelse i Luhmanns forståelse og kan derfor pr. definition ikke
andet end opfylde dette metodekrav.

Metoderegel nr. 5.  Præsentatione af resultaterne, som tillader kontrol, krtitik og gentagelse

Regel
nummer 5 følger logisk af regel nummer 6. Hvis ikke iagttagelsernei af
et videnskabeligt studie fører til erkendelse, der skaber viden dvs. at
resultaterne tåler kritik, gentagelse og kontrol ved at søger at
benægte disse
resultater udfra koden sand/falsk knytter det ikke an til og bidrager med ny viden i videnskabssytemet.
I
Udfra
et Luhmannsk perpsektiv er det derfor vigtigt at præsenterre
resultaterne på en sådan måde,  at det i videst mulig omfang
muliggør og tillader kontrol, gentagelse og kritik, hvilket mange
ikkekonstruktivistiske studier i øvrigt heller ikke altid har let ved
og mulighed for (Anderen.s.54).

Metoderegel nr. 4. Aktive anstrengelser for at afkræfte egne forhåndsopfattelser.

Regel
4 fremhæver, at for at et videnskabeligt studie, er et videnskabeligt
studie må det afkræfte egne forhåndsopfattelser dvs. aktivt sørge for
at studiet beviser, at egne (subjektive) forhåndsopfattelser er usande.
Det
betyder, at det kan være frugtbart at anlægge sit teoretiske perspektiv
på steder, der ikke umiddelbart er indlysende eller undersøge andre
studier, der imod forventning, når de samme konklusioner. Hensigten er
muligheden
for at styrke og sikre tilbagevisning af resultaterne og
lejlighed til at kunne vurdere studiets generaliserbarhed (Andersen.
s.55).

Metode regel nr.4 drejer sig altså om metodisk
triangulering. Hvis regel nr. 4 således betyder, at det er muligt at
generalisere studiets resultater i bred betydning, er det derfor
ioverensstemmelse med Luhmanns sytemteori (Andersen. s.55).

Metoderegel nr. 3. Mest mulig nøjagtig brug af data.

Data
kan i et systemteoretisk sprogperspektiv oversættes til iagttagelser.
Og da systemteorien er meget opmærksom på, at iagttagelser hviler på en
forskel, der kunne være en anden, vil der altid indgå 2.ordens
iagttagelser i et
videnskabeligt studie dvs. forsøg på at præcisere
dels iagttagelsen og dels iagttagelsens iagttager, idet et
videnskabeligt systems fortsatte beståen eller autopiese jo
grundlæggende afhænger af sand/falsk distinktionen og
dermed
muligheden for en systematisk og grundlæggende kritisk analyse og
vurdering af datamaterialet (iagttagelsesmaterialet) (Andersen.
s.54.55.56)

Derfor vil traditionelle opmærksomhedsfelter i
forskningsmetode som afgrænsning og fravalg af data være i
overensttemmelse med luhammns systemteori. Og ønsket om, at forsker når
frem til de samme konklusioner, hvis der
anvendes de samme data
(iagttagelser) på en teoretisk problemstilling eller empirisk situation
er ligeledes kongruent med Luhmanns systemteori netop fordi ønsket er
præcision af iagttagelser og  netop forudsættes i videnskabelig
erkendelse.

Det
som altså er vigtigt er ikke så meget mængden af data, fravalg af data,
overseelse af data, forstyrrelse af data eller mangel på data, men
overvejelserne, redegørelsen og argumenterne for hvorfor
data/iagttagelserne er som de er. På denne måde førsøges sikring af, at
andre forskere også vil nå de til de samme konklusioner udfra de samme
iagttagelser. Og hertil er begrebet om 1. og 2.ordens iagttagelser
velegnet og brugbart.

Metoderegel nr. 3 er altså en vigtig
metoderegel for systemteoretisk forskningsmetode og forfiner og
tilføjer måske ligfrem vigtige forhold i reglen.

Metoderegel nr. 2. Systematisk udvælgelse af data.

Hvis
et videnskabeligt studie ikke bidrager til en vis form for
generaliserbarhed dvs. kan efterprøves, vurderes og kontrolleres af
andre end stsudiet selv er det både uden reel betydning og uinteressant
i det videnskabelige system
(Andersen. s.56).

Hvis ikke der
findes en omverden, der har mulighed for at forstyrre i betydningen
kritisere, benægte og modargumentere for et studies forudsætninger,
resultater og konklusioner er det værdiløst og opløses. Systematisk
udvælges
af data/iagttagelser betyder derfor, at det videnskableige studie har
foretaget grundige analyser af, hvilke data der dels kan bidrage til og
dels knytte an til nuværende og fremtidig videnskabelig videns
dannelse. På denne måde fremmes muligheden for at studiets kan
accepteres og vurderes (Andesen.s.56).

I et Luhmannsk
systemteoretisk perspektiv er et vidensskabeligt studie en konskrution
af en kontingent virkelighed. Virkeligheden kunne være og er anderledes
(kontingens), hvis den iagttages med andre forskelle. Derfor vil et
videnskabeligt studie, der jo koder i koden sand/falsk gøre sig
anstrengelser for at leve op til kravet om præcision i systematisk
udvælgelse af data/iagttagelser for netop at udelukke at irrelevante
iagttagelser dvs udelukke iagttagelser, der ikke systematisk forsøger
at sige noget om netop dette studiets formål og interesse.

Metoderegel nr. 1. Overensstemmelse med virkeligheden som det højeste sandhedskriterium.

Hvis
denne metoderegel angiver, at der findes et neutralt og højeste punkt
for et kriterie for sandhed, der er umogængeligt og ikke kan være
anderledes, er det ikke foreneligt med Luhmanns systemteori. Alt hvad
et system kan
erkende, herunder et studie betinget af det
videnskabelige system, er ikke uafhængigt af iagttageren. Der findes
ikke et højeste omdrejningspunkt, hvor alt kan vurderes ud fra heller
ikke systemteorien selv, der også er en iagttagelse, nemlig
iagtaggelsen af, at der findes systemer, der er adskilt fra, men
afhængig uafhængig af sin omverden.

Hvis metodereglen derimod
angiver at målet for et videnskabveligt studie er at opnå den højst
mulige præcision i forhold til gyldighed og pålidelighed dvs. at det
med argumenter, kritik, kontrol og gentagelse er muligt at vurdere og
bedømme det i forhold til de kriterier, der er grundlæggende
forudsætningen for studiet og dermed knytte an til nuværende og
fremtidige studier og således bidrage til at forfine og bidrage til
koden sand/falsk, er det helt foreneligt med Luhmanns systemteori.

Konklusion.

Det
er muligt at bruge gængse forestillinger om videnskabelig
forskningsmetode ud fra et sociologisk sytemkonstruktivistisk
epistemologisk Luhmann perspektiv. Udgangspunket er forestillingen om
at et videnskabeligt
sytem kommunikerer udfra koden eller forskellen
sand/falsk. Så længe det fastholdes og systematisk bruges både
bregrebsligt, teoretisk og empirisk falder det inden for rammerne af
hvad Luhmanns systemteori kan præsentere og præstere.


Noter.

1.  For
en nærmere videnskabsteoretisk introduktion og redegørelse for teorier
om konstruktivivsme se,  f.eks. Collin, Finn (2003):
Konstruktivisme, Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.

Litteraturliste:

Andersen, Calmar, Simon: Smid ikke metoderne ud med badevandet Epistemologisk konstruktivisme og dens
metodiske konsekvenser. Dansk Sociologi Nr. 3/16. årg. 2005.
Rasmussen, Jens: Socialisering og læring i det refleksive moderne. Unge pædagoger.1996.
Collin, Finn (2003): Konstruktivisme, Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.


Tags:

Tilføj kommentar:

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer:
Share |