Om Undervisning og læring i et Luhmannsk perspektiv.

Niklas Luhman

Indledning. Luhmann ser verden i systemer og beskriver undervisning og læring med helt nye begreber, som let kan virke fremmede på de fleste professionsstuderende. Kender du derfor ikke til Luhmanns grundforståelser og begrebsapparat så læs først min artikel – Luhmanns systemteori og grundbegreber

Så til sagen!

1.Luhmann beskriver undervisning som et socialt system med en specialiseret form for kommunikation – nemlig den kommunikation, der målrettet vil forandre personer.

2. I dette særlige sociale system (undervisningen), som altså kan kaldes et læringssystem indgår interaktioner mellem lærer/underviser og elev/studerende og elever/studerende imellem.

3. Formålet med undervisning er altid læring – alt andet vil være absurd. Der er altså ikke nogen logisk grund til at undervise, hvis der ikke er et læringssigte.

4. Derfor bliver et socialt system i undervisningsmæssig kontekst (konditioneringen) til et læringssystem/læringsmiljø for de psykiske systemer, der netop er strukturelt koblet til de respektive sociale systemer, som de indgår i. Psykiske og sociale systemer er altså hinandens forudsætninger. Der findes med andre ord ikke et socialt system uden mindst to psykiske systemer.

5. Læringsmiljøets kvalitet fastlægger dermed præmisserne for undervisningen og er derfor afgørende for læring jf. LP-modellen. Nu er det jo imidlertid også sådan at et socialt system kun kan kommunikere. Et socialt system kan ikke tænke, føle eller handle – det er kun de psykiske systemer(bevidsthedssystemer), der opererer på denne måde. Sociale systemer opererer ved hjælp af kommunikation. Det kan ikke andet. Altså bliver kommunikationens kvalitet nu pludselig omdrejningspunktet for undervisningen fordi al undervisning er kommunikation – intet mere intet mindre.

6. Jo mere hensigtsmæssig kommunikation, der foregår i undervisningen jo større er derfor chancen/muligheden for læring dvs. i hvor høj grad det lykkedes underviseren at forstyrre/irritere de systemer (sociale såvel som psykiske), der udgøres/konstituerer undervisningen. Der kan med andre ord ikke forventes overførsel af viden. Systemer konstruerer viden. Et system er sin egen konstruktion. Det kan ikke andet.

7.Både sociale systemer og psykiske systemer er jo autopoietiske, selvreferentielle/selvregulerende og lukkede. De bestemmer suverænt selv (selekterer), hvad de vil åbne sig for og dermed indoptage forstået som egenkompleksitetsforøgelse(læring). De kan ikke andet. Læring defineres nu derfor som egenkompleksitetsforøgelse. Det som også er vigtigt at forstå er desuden, at denne egenkompleksistetsforøgelse dvs. læring altid sker ud fra den kompleksitet systemet besidder i forvejen. Der må derfor mindst være en snert af tilknytning til noget bestående i systemet før det kan koble sig på kommunikationen og dermed øge muligheden for læring.

8. Nogle konsekvenser for undervisning og læring ud fra ovenstående Luhmanske perspektiv.

1. Hvis undervisningen ikke er i stand til at skabe tilpasse forstyrrelser hos de involerede systemer såvel psykiske som sociale bliver undervisningen ligegyldig og værdiløs med kedsomhed, uro og i værste fald opgivenhed, som en uheldig følgesvend.

2. Underviseren kan aldrig vide hvad eleven/den studerende/klienten/ tænker eller føler i undervisningen eller i enhver anden form for kommunikation! Men man kan kommunikere om den i form af iagttagelser og det er i bund og grund, det der er hele pointen med undervisning! Undervisning kan derfor ofte være forbundet med megen uforudsigelighed og usikkerhed. Underviseren må der kontinuerligt sikre sig forståelseskontrol. Og jo mere erfaring, viden og følsomhed en underviser har, jo mindre bliver usikkerhedsmomentet! Underviseren må altså først og fremmest håndtere systemers selvreference.

3. En god underviser er en god kommunikationspartner dvs. er i stand til at koble sig på kommunikationen i et socialt system. Underviseren må derfor se sig selv som en professionel kommunikationspartner og dels have et varieret, nuanceret, eksperimentelt og personligt sprog rettet mod en konkret praksis og dels have et indgående fagligt kendskab til almen såvel som fagdidaktiske forhold, herunder et bredt repertoire af metoder, indholdsovervejelser, planlægnings og evaluerings muligheder. Det er på denne baggrund, at den konkrete undervisning er i stand til at etablere 2. ordens iagttagelser dvs. ud fra refleksiv kommunikation så det kendte 1. ordens iagttagelserne udfordres og egenkompleksiteten eventuelt øges.

4. Der må fokuseres på læringsmiljøets kvalitet som en afgørende forudsætning for den enkeltes og den fælles læring. Det er derfor vigtigt at vide, hvad der karakteriserer et godt læringsmiljø og hvilke begreber, man må kende og få erfaring med at bruge i praksis. Man kan selvfølgelig også gå den anden vej og skabe system i erfaringerne via relevante praksisoplevelser og dermed få et katalog af overskrifter, som udgangspunkt for dels teoretisk refleksion og dels nye erfaringer. Hensigten er den samme: At rette opmærksomheden mod læringsmiljøet og dels opnå konkret handlekompetence og dels få fagbegreber, som udgangspunkt for kvalificeret diskussion og samtale.

5. Luhmann er supermodernist og tillæger ikke underviseren en på forhånd privilegeret position i undervisningssammenhæng. Underviseren må derfor hele tiden skabe og retfærdiggøre sin egen legitimitet og finde sig i at blive konstant udfordret, hvilket for nogen kan være givende og for andre forbundet med en vis overbelastning. Det samme kan i og for sig siges om eleven/den studerende! Derfor kan man i denne sammenhæng tale om dobbelt-kontingens. Både underviser og elev/studrende må turde sætte sig selv ”i spil” og det er jo ikke altid lige let!

6. Det er bl.a. ud fra disse 5 hovedpointer om undervisning og læring, Luhmann ville kunne karakterisere den ”professionelle” underviser.

Tilføj kommentar:

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer:
Share |